Hvad koster en tur med handicapkørsel?
Prisen for en tur beregnes ud fra den kortest mulige rute afrundet til nærmeste antal hele kilometer. Når du bestiller en tur, får du oplyst, hvad turen kommer til at koste. Taksterne for handicapkørselsordningen tager udgangspunkt i prisen for en kontantbillet til bus og tog i Hovedstadsområdet. Som konsekvens heraf reguleres Handicapkørselstaksterne ved den årlige takstregulering i januar måned.
Taksten pr. 17. januar 2012
Grundtaksten er 24 kroner inklusiv 5 kilometer. Derefter koster kørslen 2,40 kroner pr. kilometer de efterfølgende 35 kilometer. Kørsel ud over 40 kilometer koster 1,20 krone pr. kilometer.
Prisen for ledsagere
Du må tage op til to ledsagere med på turen. Hvis din ledsager er visiteret af kommunen, kan han/hun køre gratis med. Ellers koster hver ledsager et tillæg på 50 procent af turens pris. Husk at fortælle det i forvejen, hvis du skal have ledsager med.
Du må gratis medtage:
- to børn under 12 år
- fører- eller servicehund
- en hund eller andet dyr i taske eller kurv
- to styk hjælpemidler (dog kun en el-dreven kørestol)
- højst en kuffert og et styk håndbagage.
Når du ringer og bestiller en tur, skal du oplyse, om du tager noget af ovenstående med på turen.
Sådan betaler du for kørslen
Handicapkørslen betales bagud. Hver måned får du en opgørelse over dit forbrug den forløbne måned. Hvis du er tilmeldt PBS, bliver pengene automatisk trukket fra din konto. På udskriften fremgår tydeligt, hvad du har kørt, og hvad de enkelte ture har kostet. Når du er tilmeldt PBS, sparer du girogebyret på 50 kroner pr. regning.
Du kan tilmelde dig PBS her