Almindelige vilkår og betingelser – den 1. marts 2010
Samtykke
Denne aftale indeholder og udtrykker de betingelser og vilkår, der gælder for din adgang til MitMovia. Læs venligst denne aftale igennem omhyggeligt. Ved at du i registreringen af dit medlemskab sætter hak i feltet ”Jeg accepterer brugerbetingelserne”, bekræfter du, at du har læst og forstået betingelser og vilkår for medlemskab af MitMovia. Samtidig giver du samtykke til, at Trafikselskabet Movia må gemme de data, du oplyser ved registrering på MitMovia.
Hvis du ikke accepterer betingelser og vilkår for registrering på MitMovia, kan du ikke benytte den funktionalitet eller modtage den information som MitMovia tilbyder.
MitMovia er en tjeneste på www.moviatrafik.dk. Websitet ejes og administreres af Trafikselskabet Movia, Gammel Køge Landevej 3, 2500 Valby. Trafikselskabet Movia har ret og mulighed for at kontrollere de oplysninger, du opgiver ved registrering. Du skal sikre dig, at de oplysninger, du opgiver, er korrekte og fuldstændige. Hvis dine oplysninger med tiden ændres, så har du som medlem pligt til at opdatere din profil på MitMovia.
Anvendelse af personoplysninger
De personoplysninger du opgiver ved registrering til MitMovia, som eksempelvis navn, postnummer, fødselsdato, mobilnummer, mail m.m., anvender Trafikselskabet Movia til følgende:
- til at udsende information via mail eller sms om planlagte ændringer i busdriften, hvis du har tilmeldt information på dine Favoritlinjer
- til at udsende markedsføring, hvis du har accepteret at modtage markedsføringsmateriale fra Trafikselskabet Movia
- til at lave analyser og statistik på kundernes rejsevaner, brug af rejsehjemmel, tilfredshedsgrad med bussen m.m.
- til på sigt at kunne tilbyde dig flere personaliserede tjenester på MitMovia
Sikkerhed omkring personlige oplysninger
Trafikselskabet Movia behandler alene personoplysninger, du selv har oplyst ved din registrering, efter Persondataloven. For at bevare en vis anonymitet beder Trafikselskabet Movia ikke om et personnummer. Derimod beder vi om en fødselsdato for at kunne overholde de love og regler, der er for udsendelse af information og markedsføring. De personoplysninger, der opgives ved registrering videregives ikke til tredjepart, med mindre det er afgørende for at kunne tilbyde dig en bestemt tjeneste på MitMovia.
Inaktivitet og ophør af medlemskab.
For at undgå unødvendig oplagring af indhold i de systemer der ligger bagved MitMovia, så forbeholder Trafikselskabet Movia sig ret til at slette personprofiler, der har været inaktive i en periode på 6 måneder. Ved inaktivitet forstås, at du som medlem ikke har været logget ind på din profil.
Trafikselskabet Movia forbeholder sig endvidere ret til i ovenstående tilfælde, at kontakte dig via den på profilen oplyste mail. I den mail vil du blive spurgt, om du fortsat ønsker at være medlem af MitMovia. Hvis du forholder dig passivt, vil du automatisk blive slettet. Hvis du fortsat ønsker medlemskab, skal du logge dig ind på MitMovia. Ved at logge ind på MitMovia bekræfter du automatisk dit fortsatte medlemskab.