Mit Movia

Login
Husk mig
Log ind

Rejseplanen

Rejseplanen
Tid for afrejse
Find rejse

FAQ

Ofte stillede spørgsmål og svar

Her kan du få svar på nogle af de spørgsmål, som vi i Movia Kundecenter oftest bliver stillet.
Finder du ikke et svar på dit spørgsmål her, er du velkommen til at kontakte os.

 

Priser, kort og billettyper

Hvad koster det at køre med bussen?
Det afhænger af, hvor langt du skal, og hvilken type billet du vælger. Med Rejseplanen kan du planlægge din rejse og få det præcise antal zoner og den eksakte pris for rejsen. Prisen afhænger desuden af, hvorvidt du rejser i Hovedstadsområdet, Vestsjælland eller Sydsjælland.

Koster det ekstra at køre med natbus?
I Hovedstadsområdet koster det ikke ekstra at køre med natbus. I Vestsjælland er der ingen natbusser. På Sydsjælland skal man betale et nattaksttillæg for kørsel med en natbus.
 
*Vær opmærksom på
Hvis man til daglig kører med en buslinje som senere bliver til en natbus der kører næsten samme rute, så skal man være opmærksom på, at natbussen kan køre igennem andre zoner end bussen gør om dagen. Tjek derfor om du har de rigtige zoner. Zonerne kan du se på natbussens stoppestedstavle.

Kan jeg købe billet i bussen?
Du kan altid købe en billet i bussen. Betal gerne med mønter, så slipper buschaufførens byttepenge ikke så hurtigt op. Buschaufføren kan normalt give tilbage på nærmeste antal 100 kr. Hvis buschaufføren ikke kan give tilbage på en stor seddel, skal han bede dig om at tage den næste bus. Han har ikke lov til at lade dig køre gratis med.

[Tilbage til toppen]

Hvis mit kort ikke vil klippe i bussen, hvad gør jeg så?

Så er du nødsaget til at indløse billet, og efterfølgende indsende kortet til Trafikselskabet Movia, Gammel Køge Landevej 3, 2500 Valby - så bliver det ombyttet.

[Tilbage til toppen]

Mit klippekort er til "gammel pris" - virker det stadig?

Alle klippekort med hologram (sølvstribe i toppen af kortet) gælder, også selv om prisen er steget siden du købte det.

[Tilbage til toppen]

Jeg har tabt mit periodekort i bussen

Busselskaberne der kører busserne for Trafikselskabet Movia, opbevarer ikke fundne kort. Kortene sendes med posten hurtigst muligt.

[Tilbage til toppen]

Hvad må jeg have med i bussen?

Må jeg tage barnevognen med i bussen?
Som hovedregel må du gerne tage barne- og/eller klapvogne med bussen. Buschaufføren vurderer, om der er plads. Du skal give tegn til buschaufføren og selv sørge for at få vognen ind gennem midterdøren.
Læs mere barnevogne i bussen.

Hvad må jeg tage med i bussen?
Du må tage skateboards, rulleskøjter og lignende med som bagage. Rygsække og anden større bagage skal opbevares på bagagepladsen eller perronen. Bagagen kan kun tages med, når der er plads (buschaufføren vurderer), og det ikke generer andre passagerer.

Må jeg tage min hund med i bussen?
I Vestsjælland og Sydsjælland må du have hund med i alle busserne. I hovedstadsområdet må du tage en hund med i en lille taske i alle busser. Større hunde kan komme med i alle tog, i metroen og på buslinjerne 30, 32, 33, 35 og 36 samt busser med linjenumre fra 80N og derover. De skal være i snor og betale børnepris. Chaufføren vurderer, om der er plads til en hund. Man må kun medbringe én hund pr. passager.

[Tilbage til toppen]

Kan man have kørestole med i busser og havnebusser?

Kan man have kørestole med i bussen?
Ja det kan man godt, men du skal selv sørge for at komme ind og ud af bussen. Chaufføren må ikke forlade sin plads.

Kan man have kørestole med i havnebussen?
Ja det kan man godt. Der er plads til 2 kørestole i havnebusserne.

[Tilbage til toppen] 

Jeg har glemt noget i bussen

Jeg har glemt noget i bussen - hvad gør jeg?
Glemte ting bliver afleveret hos det busselskab, der kører bussen for os. Læs mere under Hittegods.

[Tilbage til toppen]

Jeg er kommet til skade i bussen

Jeg er kommet til skade i bussen - hvad gør jeg?
Kontakt Movia kundecenter på tlf. 36 13 14 15, som vil hjælpe dig med at komme i kontakt med det busselskab, som har kørt den pågældende bus. I tilfælde af en eventuel erstatningssag anbefaler vi, at du tager kontakt til din læge, så der er papir på, at du er kommet til skade i bussen. Behandlingen af erstatningssagen vil blive foretaget af det forsikringsselskab som er tilknyttet det enkelte busselskab.

[Tilbage til toppen]

Der står ca. tid på stoppestedets afgangstavle. Hvad betyder det?

På stoppestedstavlen ved stoppestedet, står der ca. tid. Det betyder, at afgangstiden ikke er præcis, men at den kan variere med +/- 2 minutter.

[Tilbage til toppen]

Hvor skal jeg placere mig ved stoppestedet for at være sikker på at komme med bussen?

For at sikre at chaufføren kan se dig ved stoppestedet, så anbefales det, at man står fremme ved stoppestedsstanderen og ikke sidder i selve læskuret. Bliver man siddende i læskuret, så er der chance for at chufføren ikke ser dig, og derved kører forbi stoppestedet uden at standse.

[Tilbage til toppen]

Fakta om busserne

Kører der dobbeltdækkere i Hovedstadsregionen?
Ja, på linje 65E og 250S og nogle ture på linje 15 kører der dobbeltdækkere. De giver dobbelt så mange siddepladser til kunderne.

Hvilke busser har lavt gulv?
I Hovedstadsområdet er der lavt gulv i ni ud af ti busser, og der kommer hele tiden flere af denne slags busser til. I Vestsjælland og Sydsjælland er der hovedsageligt kun lavt gulv i bybusserne.

Hvad er en gasbus?
Gasbussen kører på autogas, LPG. Du kan kende busserne på det forhøjede tag. Det er heroppe, at gasflaskerne er opbevaret.

Hvor mange passagerer kan der være i busserne?
Alt efter bustypen og egenvægten kan der være fra ca. 60 til ca. 110 passagerer. Undtaget er dog telebusser, servicebusser og havnebusserne.

Hvad er de tekniske mål for en bus, der kører i Hovedstadsområdet?
En bus er 2,50 til 2,55 meter bred. En almindelig bus er 12 meter eller 13,7 meter lang. En ledbus er 18 meter lang. En almindelig bus er 3,1 meter høj, gasbussen er 3,4 meter høj, og dobbeltdækkeren er 4,1 meter høj.

Hvor mange buslinjer kører der på hele Sjælland?
Der findes 590 buslinjer på hele Sjælland. Nogle buslinjer er specielle service-, tele- eller havnebusser.

Hvornår flager busserne?
Din bus husker dig på, om der sker særlige begivenheder i dag eller om dagen i dag i sig selv er særlig! Vi sørger nemlig altid for at hejse flagene på busserne, når der er noget at fejre. Det sker på vigtige nationale dage, når kongefamilien har fødselsdag, ved officielle statsbesøg eller når vigtige begivenheder i Trafikselskabet Movias område skal fejres. Disse dage flager vi:

 

  • 5. februar Kronprinsesse Marys fødselsdag
  • 16. april Dronning Margrethes fødselsdag
  • 29. april Prinsesse Benediktes fødselsdag
  • 4. maj Danmarks Befrielsesdag
  • 5. maj Danmarks Befrielse
  • 26. maj Kronprins Frederiks fødselsdag
  • 5. juni Grundlovsdag
  • 7. juni Prins Joachims fødselsdag
  • 11. juni Prins Henriks fødselsdag
  • 15. juni Valdemarsdag
  • 5. september Danmarks udsendte


[Tilbage til toppen]

Hvilken type browser, styresystem etc. er hjemmesiden optimeret til?

Moviatrafik.dk er optimeret til de fleste nyere browsere, men ses bedst i Internet Explorer 7.0, 8.0 samt i Mozilla Firefox nyeste version.

Af operativsystemer anbefales Windows XP, Windows VISTA, Windows 7 og MacOs X – de seneste opdaterede versioner.

Læs mere om moviatrafik.dk.
 

[Tilbage til toppen]

Kørsel på særlige dage

Busserne følger sædvanligvis en fast køreplan, men på særlige dage som eks. Påske, Store Bededag, Grundlovsdag osv. afviger busserne fra den normale køreplan. Læs mere mere om hvordan busserne kører på særlige dage.

[Tilbage til toppen]