Rejsekortet ruller ind i busserne i hovedstadsområdet
Fra den 1. februar kommer første hold busser i hovedstadsområdet for alvor med på rejsekortet. Det er i første omgang primært busser i den vestlige og sydlige del af hovedstadsområdet, der åbner op for rejsekort.
Man kan fra februar bruge sit rejsekort på i alt 338 busser fordelt på 95 buslinjer i hovedstadsområdet – primært busser i den vestlige og sydlige del af Hovedstadsområdet. Det er første etape af i alt omkring 1000 busser, der kommer med på rejsekort. Dernæst kommer 323 busser i centrum med fra maj, og fra juli åbner også de sidste buslinjer i Nordsjælland for rejsekort – med 328 busser.
”For at sikre, at alt fungerer optimalt, og at alle trafikselskabernes medarbejdere er fortrolige med rejsekort, ruller vi rejsekort ud i flere tempi i hovedstadsområdet, ligesom vi har gjort i andre dele af landet,” siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør i Rejsekort A/S.
Det betyder, at rejsekort kan bruges i både busser, tog og Metro på hele Sjælland, Lolland, Falster og Møn fra juli 2012.
Mange kunder og gode erfaringer
Der er nu 92.000 passagerer i hele landet, der bruger rejsekort i bus og tog. 7.200 er kunder i hovedstadsområdet, og 1.781 af dem har tilmeldt sig som pilotkunder. Pilotkunderne er for nylig blevet spurgt om deres første erfaringer med rejsekort, og oplevelserne er positive.
86 procent af pilotkunderne synes, det var let at bestille et rejsekort. Næsten alle pilotkunder forstår også, hvordan man skal checke ind og ud med rejsekort - nemlig 94 procent. Ligeledes forstår 95 procent, hvordan man tanker rejsekort op.
”Det er vigtigt for udviklingen af rejsekort at få tilbagemeldinger om, hvordan kunderne oplever det. Og så er det selvfølgeligt meget positivt, at også de første kunder i hovedstadsområdet tager godt i mod rejsekort,” siger Bjørn Wahlsten.
Også forhåbningerne til fremtiden med rejsekort er positive. 88 procent af pilotkunderne tror i høj eller nogen grad, at det bliver nemmere at rejse med kollektiv trafik med rejsekort, og næsten 20 procent tror, at rejsekort vil få dem til at rejse mere, end de gør i dag.
Fakta:
- Fra 1. februar kan rejsekort bruges på 90 buslinjer i hovedstadsområdet. Se listen på moviatrafik.dk: http://www.moviatrafik.dk/rejsekortihovedstadsomradet
- Første etape er den sydvestlige del af Movias takstområde Hovedstaden: fra Lejre og Køge i syd og vest, Roskilde, Høje Taastrup og Albertslund som den nordlige grænse og Glostrup, Brøndby og Vallensbæk som den østlige grænse.
- De busser, der kan tage rejsekort, er udvendigt synligt markeret med klistermærker, der viser, at rejsekort kan bruges i bussen.
- Rejsekort er allerede nu i drift på alle stationer i hovedstadsområdet, samt alle busser og tog på Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn og flere steder i Nordjylland, og der er i 2011 foretaget mere end 2 mio. rejser med rejsekort.
- Senere i 2012 kommer der rejsekort på alle DSB- og Arriva-strækninger i hele landet. Man kan følge med i udrulningen af rejsekort på rejsekort.dk.
- De nuværende billetprodukter, klippekort, månedskort og mobilbilletter stadig også er gyldig rejsehjemmel.
- Rejsekort er sat i verden for at gøre det nemt og enkelt at bruge bus og tog. Målet er, at endnu flere vælger at bruge kollektiv transport.