Åbent og etisk ansættelsesforløb

I Trafikselskabet Movia ønsker vi at ansætte, udvikle og fastholde kvalificerede medarbejdere, der interesserer sig for kollektiv trafik. Derfor lægger vi vægt på et åbent og etisk ansættelsesforløb, hvor du får god mulighed for at danne dig et klart billede af stillingen og arbejdspladsen.

Du skal ansøge online

Du skal sende din ansøgning online. Det sikrer, at vi har alle relevante oplysninger om dig. I alle stillingsopslag er der et link, hvor du kan indsende din ansøgning. Du får en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning. Bemærk at der kan gå fra 14 dage til halvanden måned, før du igen hører fra os. 

Sådan holder vi jobsamtaler

Movia gennemfører som regel to jobsamtaler med den medarbejder, vi ansætter. Under første samtale danner vi os et overordnet indtryk af dine kvalifikationer, mens du får forståelse for stillingen og arbejdspladsen. Går du videre til anden samtale, får du mulighed for at uddybe dine faglige og personlige kompetencer.
Du skal også gennemgå en Præferenceprofil (PAPI), som giver indblik i din adfærd på arbejdet og foretrukne arbejdsstil.

Hvis ikke du får stillingen

Vi lægger vægt på at behandle din ansøgning seriøst og har derfor en politik for, hvordan vi giver afslag på ansøgninger.

  • Hvis du har været til første samtale, men ikke går videre til den næste, får du et skriftligt afslag efter samtalen.
  • Hvis du går videre til anden samtale, men ikke får stillingen, får du et mundtligt afslag.
  • Hvis du slet ikke kommer til samtale, sender vi dig et skriftligt afslag, når ansættelsesforløbet er slut.

Introduktion for nyansatte

Alle nye medarbejdere gennemgår et grundigt introduktionsforløb. Det skal sikre, at du som nyansat føler dig velkommen fra første dag og oplever tryghed og sikkerhed i ansættelsen. Dermed bliver du hurtigt en del af afdelingen og får gode forudsætninger for at udføre dine arbejdsopgaver.

Ud over forløbet i din afdeling holder HR et introduktionsmøde for nye medarbejdere, hvor du som nyansat får en overordnet forståelse for Trafikselskabet Movias forretningsstrategi, personalepolitikker og personalegoder.