SMS-Næste-Bus

Med din mobiltelefon i hånden kan du slippe for at vente mere end højst nødvendigt.
En ’levende’ køreplan
Alle Movias busser i hovedstadsområdet er udstyret med GPS. Det betyder, at vi kan se, hvor busserne er, og derfra regne ud, hvornår de ca. ankommer til de enkelte stoppesteder. Sms-servicen er således en ’levende’ køreplan, der tager højde for trafikken her og nu.
Hvornår kommer næste bus?
Skriv ’S stoppestedsnavn’ og send til 1250. For eksempel ’S kongens nytorv’ og send til 1250. Du modtager nu en sms med de næste busafgange for alle buslinjer fra Kongens Nytorv.
Hvornår kommer en specifik linje?
Skal du for eksempel med linje 334 fra Rudersdalsvej, og er du kun interesseret i tiderne for netop den buslinje, skriver du: ’S rudersdalsvej L 334’ (L står for linje). Du modtager nu en sms med de næste afgange for linje 334 fra Rudersdalsvej – og kun for denne linje.
Hvornår kommer bussen, der passer til mine planer?
Du kan også søge på busafgange, der ligger frem i tiden. Du skriver for eksempel: ’S husum torv L 200s K 2130’ (K står for klokken, og 2130 for det tidspunkt, du søger på). Du modtager nu en sms med afgangstider for linje 200S fra Husum Torv fra kl. 21.30.
Hvis du altid søger på samme busstoppested eller -linje, så gem beskeden i din mobil og slip for at skulle skrive oplysningerne igen og igen.
Der skelnes ikke mellem store og små bogstaver, når du benytter sms-servicen, så ’S Rudersdalsvej L 334’ er lige så rigtigt som ’s rudersdalsvej l 334’.
Du kan også bruge stoppestedsnummeret til at søge på.Det er kortere end stoppestedsnavnet, og derfor nemmere at taste. Nummeret finder du i nederste højre hjørne på stoppestedets køreplaner.
Skriv for eksempel ’S 6280’ og send til 1250. Så får du busafgangene fra stoppestedet Rudersdalsvej, der har nummer 6280.
Du kan prøve en online-udgave af servicen her
Servicen er også lavet til WAP, læs mere om den her
Det er endnu kun muligt at benytte tjenesten for busser i Hovedstadsområdet.
Det koster almindelig sms-takst at benytte Movias sms-service, og du kan ikke fortryde, når du først har sendt din sms.
En * efter afgangstiden viser det bedste bud på, hvornår bussen kommer, når der er taget højde for trafikken her og nu. Hvis der ikke er nogen *, vises den planlagte afgangstid fra køreplanen.
Søger du på et tidspunkt, som ligger langt fremme i tiden, kan svaret ikke tage højde for eventuelle forsinkelser og vil derfor indeholde de planlagte afgangstider, der står i køreplanen.
Søger du på et tidspunkt, der er tidligere end ’nu’, får du afgangstiderne på det valgte tidspunkt dagen efter. Du behøver ikke indtaste nullerne foran stoppestedets nr.
Så længe stoppestedets nr. optræder først, kan øvrige kommandoer kombineres frit. Eksempler på gyldige indtastninger:
* S 1183 L 1 L 4
* S 1183 K 0715
* S 1183 L 4A L 133 K 1945