Spring menu over

24. Særligt tillæg til de landsdækkende rejseregler vedrørende COVID-19

Særligt vedr. COVID-19
Rejsende i den kollektive transport skal ifølge lovgivningen (Epidemiloven, LOV nr. 285 af 27/02/2021, og dertilhørende bekendtgørelser) have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når man går ind og ud af transportmidlet samt under hele rejsen. Kravet gælder endvidere ved ophold på tog-, metro- og busstationer, letbanestoppesteder og letbanestationer. Ansatte i den kollektive transport er fritaget fra krav om mundbind eller visir, hvis deres arbejdsgiver kræver, at de har coronapas.
Disse regler er gældende indtil de ophæves eller afløses af nye regler som følge af epidemiloven. Kravet gælder i busser, tog, metro, letbaner, samt flextrafik og flextur.
Engangs- eller stofmundbind skal dække næse og mund, og være fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørene eller bag hovedet og være tætsluttende omkring ansigtet.
Visir er en skærm af plastik, der dækker øjne, næse og mund, eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.

Følgende kunder er fritaget fra at bruge mundbind og visir:

  • Børn under 12 år
  • Personer med nedsat bevidsthedsniveau
  • Personer med fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære
    mundbind eller visir.

 

Mundbindet eller visiret må fjernes helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det. Det er fx i følgende tilfælde:

  • Under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensregler for
    det pågældende transportmiddel, station m.v.
  • Under indtagelse af medicin.
  • Under samtale med personer, der mundaflæser.
  • Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
  • Hvis politiet skal foretage identifikation.
  • Under ophold i aflukkede rum såsom togkupé, såfremt passageren er alene, eller det alene er samrejsende passagerer, som er til stede i rummet.

 

Kunder, som ikke bærer mundbind eller visir, og som ikke er fritaget fra kravet, risikerer at blive afvist eller vil blive bedt om at forlade det pågældende transportmiddel af personale/kontrollør. Bortvisning kan ske med politiets hjælp. Politiet kan udstede bøde, hvis transportmidlet ikke forlades.
For at passe godt på hinanden opfordrer selskaberne alle kunder til at følge myndighedernes anbefalinger til de rejsende i den kollektive transport i forbindelse med COVID-19 og efterkomme personalets anvisninger.
Ansatte i den kollektive transport er fritaget fra krav om mundbind eller visir, hvis deres arbejdsgiver kræver, at de har coronapas
De senest opdaterede regler findes her: coronasmitte.dk Der tages forbehold for ændringer.