Nørrebro

Mange skal vænne sig til et nyt busnet på Nørrebro; nye navne på buslinjerne, nye rejsemønstre og nye transportformer. Bus, tog og metro sikrer, at der fortsat er forbindelse til de vigtigste rejsedestinationer for kommunens borgere som Østerbro, Indre By, Vesterbro, Frederiksberg, Amager osv. Derudover vil der fortsat være muligheder for at komme på kryds og tværs af Nørrebro.

Nørrebros bydel får fire stationer på Cityringen ved Nuuks Plads, Nørrebros Runddel, Nørrebro St. og Skjolds Plads. Cityringen giver bl.a. hurtig forbindelse til det centrale København samt forbindelse til den eksisterende metro ved Frederiksberg Centret.

Nørrebro St. vil med den nye metrostation blive Danmarks tredje største skiftested og mange passagerer vil fremover skifte mellem bus, metro og S-tog her. Linje 5C fortsætter uændret, og sammen med linje 350S vil der fortsat køre busser ad Nørrebrogade og sikre en forbindelse til Herlev, Ballerup og Nørreport St. Foruden Linje 350S og 5C vil linje 4A også fortsat køre forbi Nørrebro St., der mod syd sikrer forbindelse langs Fasanvej mod Frederiksberg, mens linje 4As strækning mod nord omlægges ad Frederiksborgvej mod Emdrup Torv, Høje Gladsaxe og Buddinge. Endelig vil Nørrebro St. blive betjent af linje 250S, der giver forbindelse til Forum St. og Hovedbanegården, samt til Gladsaxe Trafikplads og Bagsværd.

På Jagtvej vil der komme flere nye metrostationer, heraf to på Nørrebro. Linje 8A erstattes derfor på Jagtvej af en lokal buslinje (linje 18), som kører med færre afgange. Betjeningen af Lersø Park Allé overtages ligeledes af linje 18, som vil sikre forbindelse til bl.a. Cityringen ved Nørrebros Runddel. Forbindelsen til Nørreport St. fra Lersø Park Allé vil fremover inkludere et skift til en A-bus (linje 6A) på Tagensvej.

På Tagensvej kører linje 6A uændret mellem Buddinge St. og Nørreport St. Det sikrer, at Gladsaxe, Bispebjerg og Nørrebro fortsat har en direkte og højfrekvent forbindelse mod Nørreport St.

Linje 1A vil i stedet for linje 3A køre ad Stengade og Blegdamsvej, hvilket giver forbindelse til samtlige S-togslinjer, Forum St. og de nye stationer på Cityringen ved Enghave Plads, Poul Henningsens Plads og Trianglen, samt både Hvidovre Hospital og Rigshospitalet.

Endelig vil de mange buslinjer langs Lyngbyvej, Nørre Allé og Tagensvej (linje 6A, 15E, 150S, 184 og 185) fortsat sikre, at de mange uddannelsesinstitutioner på Nørre Campus samt Rigshospitalet bliver betjent af busser.

I nedenstående link kan du læse mere om Nørrebros nye busnet. Busnettet er opdelt i et strategisk net (hvilket dækker A- C- og S-busser) og et lokalt net. Det strategiske net er besluttet i Movias bestyrelse på baggrund af politisk høring i alle 45 kommuner og 2 regioner, mens det lokale net skal behandles politisk i april 2018.

Bydelsbeskrivelse

Bydelskort