Forsøg med ny teknologi

Movia gennemfører løbende forsøg med ny teknologi.

Udviklingen går stærkt inden for teknologier og drivmidler. Og innovation vender op og ned på markedsstrukturer og udfordrer etablerede forretningsmodeller. Movia har det som et mål i forretningsplan at lede omstillingen til fremtidens mobilitetsbehov. Det betyder, at vi skal holde markeder åbne for konkurrence og kunne tage nye forretningsområder op. Et væsentligt led i at nå dette mål er, at vi sammen med kommuner og regioner kan etablere rammer om effektive forsøgsmiljøer og sikre, at erfaringer deles på tværs af kommuner, regioner og virksomheder. Så man ikke behøver at lave det samme forsøg i flere byer eller regioner, men kan drage nytte af hinandens erfaringer - og bygge oven på. Dermed sikres fundamentet for en balanceret offentlig grundservice på mobilitetsområdet, som også private virksomheder kan få god forretning ud af. 

Forsøg med beacons - fra september 2019

Movia har sammen Næstved Kommune startet et forsøg med såkaldte beacons på omkring 100 udvalgte stoppesteder i Næstved. Forsøget løber fra september til udgangen af november. Når kunderne står ved de udvalgte 100 stoppesteder, skal de automatisk få besked på deres smartphone om, hvornår næste bus går, præcis som vi kender det fra vejrmeldinger, nyhedsbeskeder, kalender-alerts m.v. Åbner man beskeden får man en afgangsskærm med de næste busafgange - præcis som man kender fra afgangsskærme på større stationer. Med forsøget vil Movia undersøge, om borgerne synes, det er en god måde at få digital besked om bussens næste afgang på. Alt det kræver er, at man som kunde har downloadet Rejseplanens app på sin smartphone. Rejseplanens app er downloadet 3,7 mio. gange og er en af de ti apps, som danskerne nødigst vil undvære.

Beacons er små plastiksendere, som modtager information via bluetooth gennem Rejseplanens app. Fra starten af september til november tester Movia sammen med Næstved Kommune 100 beacons af dem på 100 udvalgte stoppesteder i Næstved Kommune. De 100 beacons skal således gøre stoppestedet mere intelligent, så de passagerer, der venter ved stoppestedet, får besked om næste afgangstid direkte på mobilen med et enkelt klik. 

Beacons kan registrere bevægelsesmønstret hen mod stoppestedet. Går man bare forbi stoppestedet, skal man ikke få afgangstider på mobilen, men gør man ophold i kortere eller længere tid, og har man rejseplanens app installeret på sin smartphone, så skal beaconen sørge for at sende liveopdaterede afgangstider for de næste busafgange direkte til mobilen. Det betyder, at kunderne får klar direkte besked om bussen, også hvis den bliver forsinket. Helt ligesom hvis man modtager en nyhed.

Ideen med forsøget er at undersøge, om det kan være med til at gøre borgernes adgang til de digitale muligheder for trafikinformation lettere. Når forsøget er slut, vil Movia se på, om forsøget kan danne baggrund for en beslutning om, hvorvidt beacons skal udbredes andre steder på Sjælland. Hvis der er en beacon monteret på stoppestedet, vil det være anført med et klistermærke på stoppestedet.

Læs mere om forsøget her

 

Test af førerløse busser - næste fase i 2020

28. maj 2018 åbnede Danmarks første førerløse bus i rute. Det skete som led et i trefaset forsøg med test af førerløse busser. Første fase af forsøget foregik i vandrehallen på Sjællands Universitetshospital, Køge. Testen startede 28. maj 2018 og sluttede 24. august 2018 efter 65 dages drift. Næste fase, som forventes at gå i gang i 2020, hvor den føreløse bus skal køre mellem afdelinger på Slagelse Sygehus. I den sidste fase skal bussen køre mellem Ølby St. og Sjællands Universitetshospital, Køge. 

Movia, Region Sjælland, Region Hovedstaden og Metroselskabet har indgået et strategisk samarbejde om at drive udviklingen af førerløs teknologi i Danmark. Og forsøget med førerløse busser på Sjællands Universitetshospital, Køge og Slagelse Sygehus er første projekt i samarbejdet. Regionerne er ansvarlige for transport til og fra stationer og for patienttransporten internt og til og fra sygehusene. Metroselskabet har ekspertise inden for fuldautomatisk drift og sikkerhed ved førerløse teknologier, og Movia varetager udførelsen af driften med den førerløse teknologi og har stor erfaring med behovstyret kollektiv transport.

Du kan læse mere om forsøget her.