Movia tester beaconteknologi

Det skal være slut med at spejde efter bussen uden at vide, om den kommer til tiden eller sidder fast i trafikken: Næstved Kommune og Movia sætter nu såkaldte beacons op på omkring 100 udvalgte stoppesteder - som et forsøg. Når kunderne står ved stoppestedet, får de automatisk besked om hvornår næste bus går direkte på deres smartphone, præcis som vi kender det på afgangsskærme fra togstationerne. Med forsøget vil Movia undersøge om borgerne synes, det er en god måde at få digital besked om bussens næste afgang.

Beacons er små, plastiksendere, som modtager information via bluetooth gennem Rejseplanens app. Fra starten af september til november tester Movia sammen med Næstved Kommune 100 af dem på 100 udvalgte stoppesteder i Næstved Kommune. De 100 beacons skal således gøre stoppestedet mere intelligent, så de passagerer, der venter på stoppestedet får besked om næste afgangstid direkte på mobilen med et enkelt klik.

Beacons kan registrere bevægelsesmønstret hen mod stoppestedet. Går man bare forbi stoppestedet, får man ikke afgangstider på smartphonen, men gør man ophold i kortere eller længere tid, og har man rejseplanens app installeret på sin smartphone, så vil beaconen sørge for at sende liveopdaterede afgangstider for de næste busafgange direkte til smartphonen. Det betyder, at kunderne får klar direkte besked om deres bus, også hvis den bliver forsinket. Helt ligesom hvis man modtager en nyhed.

Ideen med forsøget er at undersøge, om det kan være med til at gøre borgernes adgang til de digitale muligheder for trafikinformation lettere.

Forsøget med beacons skal køre fra september til november. Herefter evaluerer Movia forsøget, som kan danne baggrund for en beslutning om, hvorvidt beacons skal udbredes andre steder på Sjælland.

Hvis der er en beacon monteret på stoppestedet, vil det være anført med et klistermærke på stoppestedet.

For yderligere information kontakt Movia kommunikation og presse på telefon 36 13 20 10.