Det er dyrt, når busserne sidder fast i trafikken
En ny trængselsrapport viser, at samfundet årligt mister 2 mia. kr. på at buspassagererne i hovedstadsområdet sidder fast i trafikken. Bedre businfrastruktur kan imidlertid reducere trængslen, viser trængselsrapporten
Hver dag sidder tusindvis af buspassagerer i hovedstadsområdet fast i trafikken. Den stigende trængsel på vejene påvirker nemlig også den kollektive bustrafik, som de fleste steder kører på de samme veje som privatbilerne. Trængslen går især ud over passagererne i de travle A-busser. Det samfundsøkonomiske tab løber op i 2 mia. kr. om året, viser en trængselsrapport, som COWI har lavet for Movia og Dansk Industri i fællesskab.