En del af samfundet

Gode vilkår for kunder, leverandører og medarbejdere, samt et solidt fokus på klima, miljø og den øvrige omverden er afgørende for, at Movia som virksomhed kan imødekomme den samfundsmæssige udvikling og omverdenens forventninger. Og dermed også for, at vi kan vedblive at være en relevant aktør i et marked, der hele tiden bevæger sig. Det gælder ikke mindst, når man som Movia er en offentlig virksomhed. Her er borgernes forventninger særligt høje – og med rette.

For Movia er samfundsansvar ikke kun et grundvilkår, der er styrende for vores daglige arbejde. Som uløselig del af den offentlige velfærd, samfundet stiller til rådighed for borgerne, er samfundsansvaret – eller ansvaret for samfundet – den grundlæggende forudsætning, som al politisk, kommerciel og organisatorisk virke i Movia tager sit udspring i.  

Movia transporterer årligt cirka 200 mio. passagerer, hvad enten de skal på arbejde, til uddannelse eller andet. Vores tilbud dækker hele Sjælland, Lolland, Falster og øerne. Og med en kombination af busser, lokalbaner, flextrafik og plustur, når vi rundt i alle egne af vores område – stort set hele døgnet, året rundt. 

Når borgerne vælger vores transportløsninger på bekostning af mere forurenende alternativer, er de med til at understøtte den grønne omstilling, og bidrager derved til et mere bæredygtigt samfund. Den stigende interesse for bæredygtighed stiller krav til Movia, og til de kommuner og regioner som ejer Movia, om at følge med udviklingen, og i mange tilfælde også være drivende for den – noget som i mange år har været et stort fokusområde i Movias virke.  

Movia går gerne i front, når det handler om at finde gode, innovative løsninger på de mobilitetsudfordringer, vi som samfund står overfor, og vi tager gerne ansvaret på os, hvad enten det gælder klima og miljø, den geografiske sammenhængskraft, eller ordentlige forhold for leverandører, kunder og medarbejdere. 

Som det fremgår af Movias rapport om samfundsansvar for 2019, har vi gennem året taget store skridt fremad og nået vigtige milepæle. I Movia ser vi med tilfredshed på de forbedringer, der er opnået, men vi er ikke i mål. Også fremadrettet vil vi arbejde for hele tiden at styrke vores indsats via afbalancerede, ansvarlige tiltag, der kan forbedre vilkår og muligheder på tværs af områder og interessenter.