Møder 2020

Resume af møde i Movias tilgængelighedsforum den 25. juni 2020

Mødets ene hovedtema var en ændret model for indfasning og harmonisering af pensionistrabatterne i DOT’s område, dvs. på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Der var på daværende tidspunkt indgået en politisk aftale i Folketinget, hvor der blev reserveret 12 mio. kr. årligt til DOT, når DOT kunne præsentere en pensionisttakstreform, der både sikrer opretholdsen af et periodekort for pensionister, og samtidig indfører en pensionistrabat på rejsekortet. En sådan aftale er efterfølgende faldet på plads og mere herom kan læses på DOT’s hjemmeside.

Det andet hovedtema på mødet var en orientering om Movias tiltag og håndtering af coronaepidemien. Corona-situationen har og er stadig en udfordrende størrelse for driften både i lokaltog, busser og flextrafikken, og der har under hele perioden og indtil nu været skiftende regelsæt, i takt med politiske udmeldinger er kommet og sundhedsmyndighedernes anbefalinger er blevet opdateret. Forummet drøftede efterfølgende rækken af tiltag, der har været indført for både at beskytte passagerer og chauffører i flextrafikken.

 Under eventuelt blev orienteret om, at der på Movias hjemmeside under fanebladet ”Flexkunde”, kan findes nye videoguides til selvbetjening, når man som kunde skal bestille en flextur, plustur eller en tur med flexhandicap.