Resume af møder i juni og sep. 2019

Her kan du læse et resume af møder holdt i Movias tilgængelighedsforum

Resume af mødet i Movias Tilgængelighedsforum den 27. juni 2019

Mødets hovedtema var et oplæg og en drøftelse af trafikinformationen i forbindelse med Nyt Bynet åbner den 13. oktober 2019. I den anledning ændres 30 buslinjer så de passer godt sammen med både det udvidede metrosystem (Cityringen) og tognettet.  Forummet blev opfordret til at læse og kommentere på det informationsmateriale som er tilgængeligt på nytbynet.dk, samt at fremsøge rejser på Rejseplanen.dk på en dato efter den 13. oktober 2019. Forummet blev på den baggrund opfordret til at vende tilbage til Movia, hvis den tilgængelige rejseinformation gav anledning til spørgsmål eller ønsker om yderligere/anden information. 

 

Af øvrige punkter på mødet kan fremhæves, at tilgængelighedsforum fik en status på Movias arbejde med elektriske ramper frem for manuelt betjente ramper i busdriften. I den forbindelse blev refereret til hovedpointerne i en ny rapport fra Fynbus, der har evalueret deres drift med automatiske ramper. Movia arbejder på at elektriske ramper også kommer i drift i Movias område, hvorfor erfaringerne fra Fynbus er vigtig baggrundsviden i Movias drøftelser med kommuner og regioner på Sjælland og i Hovedstadsområdet.

 

Movia orienterede også om status efter et halvt års drift med nyt klagesystem i flextrafikken, hvor klageformularen fungerer godt for de fleste kunder, mens svagtseende og blinde der bruger skærmlæser har oplevet udfordringer som der arbejdes på at få løst.

 Resume af mødet i Movias tilgængelighedsforum den 19. september 2019

 Mødets hovedtema var en præsentation af Movias nye tiltag, et borgerpanel. Borgerpanelet består af knap 50 borgere med mindst én deltager fra alle kommuner på Sjælland. Borgerpanelet er sammensat med en spredning på køn, alder, rejsefrekvens og digital parathed. Det er er analysefirmaet Epinion, som har stået for rekruttering af borgere til panelet. Det er Movias ønske, at man med dette borgerpanel får mulighed for at inddrage borgerne aktivt i diverse tiltag og forandringer i de kollektive transportløsninger og services. Borgerpanelet vil bl.a. teste nye indsatser, vurdere tiltag til bedre trafikinformation og se på løsninger, der giver mere mobilitet i og uden for de store byer.

Via følgende link kan læses mere om Movias borgerpanel https://www.moviatrafik.dk/om-os/borgerpanel/kriterier-for-movias-borgerpanel  

 Her ud over blev Movias elektroniske køreplaner på www.dinoffentligetransport.dk drøftet, hvor der pt. arbejdes på en løsning der gør det muligt at få læst disse op med en skærmlæser på mobil eller PC. Movia fortalte, at arbejdet sker i dialog med både tilgængelighedsforum og direkte med Dansk Blindesamfund, der hjælper med at teste og godkende. 

 Linje 5C har flere gange været drøftet i tilgængelighedsforum, og det blev besluttet at tilgængelighedsforum skal på en besigtigelse af linje 5C for bl.a. at teste lydgiver ved døre, placering af knap til åbning af døre og holdestænger ved dørene.

 Mht. arbejdet med elektriske ramper blev forummet orienteret om, at der er mulighed for at en række brugte busser fra Norge, der sættes i drift i Hillerød, er monteret med elektrisk rampe. Desværre har en besigtigelse efter mødet vist, at der er monteret standard, manuelle ramper i busserne. 

 Afslutningsvis orienterede Movia om julebestillingen af flextrafik i december 2019. Det ledte til, at afbestillingsgebyret for ikke rettidige afbestillinger blev drøftet på ny, men blev besluttet fastholdt på det nuværende niveau. Tilgængelighedsforum fik også en orientering om, hvor mange kommuner der nu tilbyder Plustur via Rejseplanen

 

Resume af møde i Movias tilgængelighedsforum den 28. november 2019

 Mødets hovedtema var et oplæg og en drøftelse af Movias udviklingsplan for digital trafikinformation. Baggrunden var, at tilgængelighedsforum havde vist interesse for et konkret forsøgsprojekt med beacons ved stoppesteder i Næstved. Oplægget berørte derfor både baggrunden for, hvorfor Movia har stor fokus på trafikinformation og hvad udviklingsplanen indeholder på området:

 Fokus på at Rejseplanen fungerer hurtigt og effektivt

  • At borgerne kan betjene sig med deres mobile enheder (smartphones)
  • Forsøg med nye teknologier (bl.a. beacons, der aktuelt gennemføres forsøg med i Næstved)
  • Flere digitale count down skærme v. stoppestederne

 

Der var enighed i forummet om, at opdateret trafikinformation på diverse skærme og mobile enheder skaber en god og tryg følelse hos passagererne, så længe der også stadig er mulighed for at få personlig hjælp på telefonerne via DOTs kundecenter, for dem som ikke er digitale.

 Forummet påpegede vigtigheden af, at Movia altid husker at indtænke tilgængeligheden ved diverse opdateringer af de digitale trafikinformationstjenester, således at vi undgår tilbageskridt. Forummet vil med interesse følge forsøget med beacons, og det vurderes især for blinde og svagtseende at have et potentiale for at forbedre nem adgang til trafikinformation ved stoppestederne.

 Af øvrige punkter på mødet kan fremhæves, at tilgængelighedsforum igen fik en status på Movias arbejde med elektriske ramper frem for manuelt betjente ramper i busdriften. Der blev orienteret om, at kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune på deres møde den 30. oktober 2019 besluttede, at de ikke vil gå videre med at stille krav om elektriske ramper i nye busser (i et kommende udbud af kommunens rutebusdrift) på nuværende tidspunkt.

 Der blev på mødet ligeledes fulgt op på åbningen af Nyt Bynet, og der blev fra Movias side opfordret til, at Ældresagens-, Faglige Seniorers-, og handicaporganisationernes medlemmer bliver informeret om klageformularen hos Movia, således at kritikpunkter vedrørende Nyt Bynet også tilgår Movia.