Spring menu over
Billede af unge mennesker, som sidder ved et bord og laver gruppearbejde

Mobilitetsnetværk inspirerer til grønne vaner

I Ballerup sætter et aktivt mobilitetsnetværk løbende fokus på alt fra viden og vaner til virksomhedsmål og forankring

I Ballerup Kommune og blandt de mange virksomheder, som har adresse i kommunen, er der stort fokus på, at medarbejdere nemt kan komme til og fra arbejde. Kommunen og virksomhederne bruger et mobilitetsnetværk til at inspirere til en grønnere transport og finde de rigtige løsninger, der skal gøre det nemt for medarbejdere og virksomheder at vælge grønne mobilitetsformer.

KMD er en del af mobilitetsnetværket

En af de virksomheder, som deltager i mobilitetsnetværket, er it-virksomheden KMD. For CSR-manager i KMD, Ditte Haugaard Clausen, er et fokus på mobilitet en del af virksomhedens arbejde for at styrke sin grønne og sunde profil:
”I KMD har vi fokus på at arbejde systematisk og politisk med at begrænse miljøpåvirkningen og styrke sundheden – blandt andet gennem mobilitetsindsatser. Vi har et ansvar for løbende at sikre forbedringer og aktivt påvirke udviklingen.”

KMD arbejder blandt andet med en tydelig transportpolitik og har tradition og en stærk kultur for motion og sundhed blandt medarbejdere. Mobilitet og sundhed går hånd i hånd, og aktive transportvaner giver glade medarbejdere. En virksomhed som KMD arbejder med at gøre det nemt for medarbejdere at transportere sig grønt, sundt og bæredygtigt ved at sikre gode faciliteter på arbejdspladsen, give god information om de mange muligheder for at komme til og fra samt generelt understøtte en virksomhedskultur, der værdsætter grøn transport.