Historien om vores alle sammens klima fortjener en god slutning. Det skylder vi hinanden. Derfor er der brug for, at vores fælles indsats målrettes områder, der gør en forskel. Kollektiv transport er et effektivt sted at sætte ind. Det er ét af de bedste alternativer, når vi skal fra a til b og samtidig passe på vores klima.
Hop på bussen, toget, havnebussen eller flexbilen. Det er et ret godt sted at starte, hvis vi skal nå vores ambitiøse mål om en verden med mindre CO2-udledning.
Der er god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 vil der køre 301 elbusser på hele Sjælland. De næste elbusser kommer i Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, Glostrup, Albertslund, Lyngby-Taarbæk, Frederikssund og Næstved Kommuner og sættes i drift i 2021 og 2022.
Der kører i dag 114 elbusser i Movias område i Roskilde, København, Frederiksberg, Tårnby, Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre, Slagelse, Egedal og Ballerup Kommuner.
Vores elbusser sparer hvert år klimaet for 5.800 tons CO2. Eller det samme som 2.600 biler. Og i slutningen af 2022 har vi så mange elbusser på vejene, at vi årligt sparer klimaet for 20.500 tons CO2.
Tænk grønt. Kør gult
I 2020 har vi sammen med Københavns Kommune sørget for, at vores havnebusser nu udelukkende sejler på el. Elhavnebusserne lader fuldt op om natten. I løbet af dagen suppleres med ekstra opladning ved endestationerne i Teglholmen og Refshaleøen, så vi kan transportere 700.000 kunder årligt.