Årets busoperatør kåret

24. sep 2015

Movia har på årets Operatørkonference netop uddelt fire priser til de busoperatører, der har fået de bedste bedømmelser fra passagererne på en række kvalitetsområder

Prisen som årets busoperatør 2015 gik til Ørslev Turisttrafik A/S, der har haft de mest tilfredse passagerer i busserne målt i løbet af sidste år.

Årets operatør, der har til huse i Vordingborg, toppede i passagerernes bedømmelse. Kvalitetsindekset er lavet på baggrund af interviews med omkring 30.000 af Movias passagerer.

”I Movia arbejder vi målrettet med at øge andelen af meget tilfredse kunder. Vi har i forvejen en høj kundetilfredshed, hvor 95 pct. af passagererne er tilfredse eller meget tilfredse. Derfor er det glædeligt, når operatørerne gør en målrettet indsats for at højne kundetilfredsheden”, siger centerchef i Movia, Søren Englund.

Med prisen som årets operatør følger 100.000 kr. og en skulptur udført af kunstneren Stiig Kalsing med titlen ”Stræberen”.

Årets Københavnerlinje

Prisen som Årets Københavnerlinje gik til busoperatøren, Keolis Danmark A/S, der kører Københavns travleste buslinje, 5A. Bus 5A transporterede sidste år flere end 20 mio. passagerer gennem hovedstaden. Med prisen følger 50.000 kr.

Årets S-buslinje

Blandt S-busserne løb busoperatøren Fjord-Bus A/S fra Slangerup med prisen for linje 600S, som kører mellem Hillerød og Hundige Station. S-busserne kører hyppigt, har færre stop, er målrettet pendlere og har en linjeføring, der bl.a. skaber forbindelse på tværs af S-togsnettet. Med prisen følger 50.000 kr.

Årets Miljøpris

Prisen som Årets Miljøoperatør gik til Nobina A/S, Arriva A/S og Anchersens Rute ApS i fællesskab, som tilsammen har gjort en særlig miljøindsats. Med prisen følger 25.000 kr. til hver af de tre operatører.

Vinderne deltager i Movias indsats for renere udstødning fra busserne sammen med Københavns og Frederiksberg Kommuner. Initiativet er en vigtig del af Miljøministeriets Ren Luftpakke og sikrer, at der på knap 300 busser i hovedstaden monteres nye rensesystemer inden foråret 2016. De nye rensesystemer vil fjerne 95 pct. af forureningen fra busserne.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.