115 års historie med Tølløsebanen

07. dec 2016

PRESSE: 18. december er det 11 måneder lange arbejde med at renovere Tølløsebanen overstået, og der begynder igen at køre tog på hele strækningen fra Tølløse til Slagelse.

18. december er det 11 måneder lange arbejde med at renovere Tølløsebanen overstået, og der begynder igen at køre tog på hele strækningen fra Tølløse til Slagelse. Samtidig tages togbusserne på strækningen mellem Skellebjerg til Slagelse ud af drift.

Togene på Tølløsebanen kørte første gang 22. december 1901, så når de igen kommer i drift 18. december markerer det 115 år med tog på den populære strækning. Tølløsebanen blev oprindeligt brugt til både at køre med gods og passagerer, men godsfragten ophørte i begyndelsen af 00’erne og siden er det kun passagerer, der er blevet fragtet fra A til B.

I 2015 benyttede mere end 430.000 passagerer Tølløsebanen.

De senere måneder har man kunne opleve det sporarbejde, som er blevet foretaget på den 8 km lange strækning mellem Høng og Ruds Vedby.

Første fase af arbejdet, var den såkaldte ballastrensning. Formålet var at si skærverne, så jord og små stykker skidt sorteres fra, hvorefter man fylder op med nye skærver. Anden fase var at fjerne gamle skinner og sveller og erstatte med nye. Det blev gjort med et såkaldt sporombygningstog.

I øjeblikket er det afsluttende arbejde i gang på banen, hvor man blandt andet afprøver de tekniske anlæg på den strækning, hvor der ikke har kørt tog i 11 måneder. Derudover får lokomotivførerne mulighed for at få genopfrisket deres kørselsrutiner – det betyder, at man lejlighedsvis vil kunne se tog på skinnerne fra Skellebjerg til Slagelse i dagene op til åbningen.

18. december genåbner Tølløsebanen til glæde for de mere end 1100 daglige passagerer. Åbningen vil blive markeret af Lokaltog A/S og Region Sjælland. Samlet set kommer opgraderingerne til at betyde en forbedret rejse med højere komfort for passagererne på Tølløsebanen.

 

Dette er blandt andet medgået til renoveringen

I forbindelse med ombygning og opgraderingen af banestrækningen er der blevet anvendt:

  • 17.000 tons nye skærver
  • 12.500 nye betonsveller
  • 7,5 km nyt spor er lagt
  • 175 sammensvejsninger af 120 m skinnestykker er foretaget
  • 4 jernbaneoverkørsler er sporrenoveret
  • 3 km banegrøfter er reetableret
  • 1 km drænrør er nedgravet
  • 50 km nyt kabel er blevet lagt

Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.