5A går i turkis

29. okt 2015

Movia i øjeblikket tester det udvendige design til fremtidens højklassede busser

Fra april 2017 bliver Nordens travleste buslinje med 20 mio. passagerer om året endnu hurtigere. Det sker, når buslinjen opgraderes til en højere kvalitet. Samtidig får busserne på 5A nyt design, et nyt navn, +Way, og busserne bliver reklamefri. Det er det ny design, som Movia vil teste i de kommende måneder. Passagernes erfaringer og reaktioner skal bruges til at sikre, at designet fungerer godt, inden de nye busser sættes i produktion.

”Det nye design markerer en styrkelse af busbetjeningen, der gør det hurtigere og lettere at køre med bus – også i myldretiden. Vi håber, at rigtig mange vil tage godt imod både de nye farver, som vi tester nu, og det nye trafiktilbud, når det bliver klar i april 2017”, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Når +Way-busserne og det nye design rammer linje 5A i foråret 2017, bliver bussen ikke kun hurtigere, men også fem meter længere, og får flere døre, som passagererne selv åbner ved at trykke på en knap på siden af bussen. Ligesom på S-togene.

Københavns Kommune er f.eks. i færd med at tilpasse Frederikssundsvej, så busserne på linje 5A kan komme hurtigt gennem trafikken – også i myldretiden. Det vil øge den kollektive trafiks attraktivitet over for borgerne i takt med, at trængslen på vejene til og fra hovedstadsområdet stiger.

Linje 5As rute bliver samtidig også forlænget. Det betyder, at man kan komme direkte til Herlev Hospital fra Nørrebrogade og Frederikssundsvej uden skift. Den opgraderede 5A vil derfor også få forbindelse til den kommende letbane i Ring 3.

Stoppestederne langs 5As rute bliver også opgraderet med nye læskærme og trafikinformation i realtid, blandt andet med tider for næste S-tog, regionaltog eller metro på de største stoppesteder. Stoppesteder ved centrale trafikknudepunkter får ekstra fokus, som f.eks. Nørrebro Station, hvor der i fremtiden bliver omstigningsmulighed mellem bus, metro og S-tog.

De nye busser bliver gasdrevne og CO2 neutrale og understøtter Movias målrettede arbejde for en grønnere kollektiv trafik.

Konceptet er inspireret af BRT - Bus Rapid Transit - der kendes fra andre storbyer som Malmø, Paris og Barcelona.

Fakta om den nye opgraderede 5A

  • Movia spørger brugerne, hvad de mener om det ny design til fremtidens højklassede 5A.
  • 5A er Nordens travleste buslinje og transporterede 20 mio. passager sidste år.
  • Den nye 5A bliver en godt 18 meter lang gasdreven ledbus - fem meter længere end nu.
  • De nye busser bliver CO2-neutrale og vil reducere udledningen af NOx og partikler med henholdsvis 72 og 33 pct.
  • Busserne får kortere rejsetid, især i myldretiden.
  • Ventefaciliteter og trafikinformation på stoppestederne opgraderes.
  • Konceptet kaldes +Way og er inspireret af andre storbyer som Malmø, Paris, Barcelona.
  • Linje 5A kører i dag fra Husum Torv ad Frederikssundsvej og Nørrebrogade via Nørreport og Københavns Hovedbanegård til Københavns Lufthavn.
  • Fra april 2017 bliver ruten forlænget fra Husum Torv ad Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej til Herlev Hospital.

Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.