5C Nordens travleste buslinje fylder 1 år

23. apr 2018

Linje 5C fylder 1 år 23. april. På det første år har 5C givet passagererne renere miljø, kortere rejsetid og gjort det nemmere at komme ind og ud af bussen. 5C oplevede børnesygdomme ved fødslen, men på 1 års-dagen er den folkekære linje helt tilbage på sporet.

23. april er det præcis et år siden, at den meget kendte linje 5A blev erstattet af linje 5C. Under flot fremmøde på Rådhuspladsen i København klippede borgmestrene Frank Jensen, Thomas Gyldal Petersen og Allan S. Andersen snorene til de første helt nye busser, som siden har kørt i fast rutefart fra Herlev Hospital, gennem Nørrebro, City og Amager og Kastrup og hele vejen til Københavns Lufthavn.

Løftet til passagerne på Nordens travleste buslinje var nemmere rejse, renere miljø og plads til alle. Og i sit første leveår har 5C, trods startvanskeligheder, formået at løfte kvaliteten til et højere niveau end den tidligere 5A til glæde for linjens knap 20 mio. årlige passagerer.

En netop gennemført evaluering af linjen viser, at 5C har givet passagererne kortere rejsetid, bedre overholdelse af køreplanen, og færre busser, der kører i lige forlængelse af hinanden end 5A. Og så er det blevet hurtigere at komme ind og ud af bussen.

5C har også bidraget til et renere miljø på den lange strækning, hvor der nu udledes 72 pct. mindre NOx og 33 pct. færre partikler end linje 5A gjorde. Og så støjer 5C også væsentligt mindre.


5C er tilbage på sporet

Efter en periode med børnesygdomme, kvitterer borgerne for en 5C, som er tilbage på sporet med en samlet tilfredshed på 87 pct. med den bus, man sidder i, og på 93 pct. med den rejse, man er i gang med. 

Forventningerne til 5C var tårnhøje og vi havde nogle ærgerlige startvanskeligheder, da 5C åbnede. Det må man forvente, når man indfører helt ny teknologi på så travl en buslinje og samtidig beder kunderne om at ændre på den måde, de bruger bussen på”, udtaler plandirektør i Movia, Per Gellert, og fortsætter:

”Men vi ved også, hvor vigtig 5C er for, at manges hverdag hænger sammen. Derfor er vi glade for, at 5C er tilbage på sporet, og at kunderne er begyndt at lægge mærke til det”.

 

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen siger:

”Der er mange grunde til, at vi fra Herlev ønsker linje 5C et stort tillykke med fødselsdagen. Linje 5C har givet os lettere adgang til København og direkte forbindelse til lufthavnen. Og så har den forbedret transportmulighederne for patienter, pårørende og medarbejdere på byens største arbejdsplads, Herlev Hospital”.

 

Tårnbys borgmester Allan S. Andersen siger:

”I en kommune som vores, hvor den skinnebårne trafik ikke er tilgængelig alle steder, spiller busserne en afgørende rolle for mange borgere i hverdagen. 5C havde udfordringer i begyndelsen, men jeg hører, at den miljørigtige buslinje i dag fungerer ganske godt og til manges tilfredshed”.

 

Linje 5C, som kører CO2-neutralt på biogas, er den første BRT-lignende buslinje i drift i Danmark. Linjen har altid været folkekær og skiftet fra 5A til 5C blev blandt andet til Gigis youtube-hit ”Ali’s 5A freestyle” ligesom rapperen Raske Penge blandt andet har ændret teksten i hittet ”Bor Her”, så teksten nu handler om 5C og ikke 5A.

Linjen adskiller sig fra andre busser ved at være turkisfarvet med gule hjørner og have fri ind- og udstigning ad alle døre.

 

Kontakt:

Movia, Kommunikation og presse, tlf.: 36 13 20 10

 

Fakta

  • Kortere rejsetid. Passagererne bruger 5-7 pct. kortere tid med 5C på deres rejse end med 5A
  • Bedre overholdelse af køreplanen. For at sikre, at busserne kommer til tiden, har Movia løbende tilpasset linje 5Cs køreplan. Siden indførsel af ny køreplan i marts 2018 er antallet af 5C busser, der kommer til tiden, steget med 5-8 pct. point i forhold til linje 5A.
  • Færre busser i rap. Når busserne kører lige i forlængelse af hinanden, kalder med det klumpkørsel. Movia har løbende tilpasset linje 5Cs køreplan for at undgå, at busserne kører klumpkørsel. Siden indførsel af ny køreplan i marts 2018 har linje 5C haft et gennemsnitligt såkaldt ”klumpningsniveau” på 5,6 pct. 5As klumpningsniveau lå på ml. 7,5 - 10 pct. i årene 2014-2016.
  • På sit første år har 5C kørt knap 3. mio. km. Det svarer til mere end 70 gange rundt om jorden.
  • Se Raske Penge og Klumbens film om 5C
  • Se Gigis film om 5C

 

 

 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.