Aftale mellem Movia og Siemens skal sikre elbusser i stor skala

11. apr 2018

Movia har netop valgt Siemens som den leverandør, der fremover skal levere ladestandere til elbusser. Aftalen med Siemens giver busoperatørerne sikkerhed for, at infrastrukturen for elbusser er på plads. Det skal gøre det mere attraktivt for operatørerne at byde med elbusser i Movias udbud.

En ny aftale, som Movia netop har indgået med Siemens, baner vejen for større udbredelse af elbusser på Sjælland og øerne.

Movia har efter udbud tildelt kontrakt til Siemens, som de næste tre år skal stå for etablering af elladestandere og den nødvendige ladeinfrastruktur. Dermed er en meget vigtig sten ryddet af vejen for el i stor skala i Movias mange busser på hele Sjælland.

Med aftalen har de Sjællandske kommuner og region fået bedre mulighed for at vælge elbusser til gavn for miljøet og den grønne omstilling, når busdriften udbydes. Aftalen bidrager samtidig til, at det fælles kommunale og regionale mål om fossilfri busdrift i 2030 kan nås.

Aftalen sikrer også, at Movia kan tilbyde et ensartet ladekoncept og den mest konkurrencedygtige leverandør til etablering af ladestandere til fremtidens elbusser. Movia er blandt de første i Europa til at lave en rammeaftale, som omhandler opstillingen af ladeinfrastruktur i byrummet.

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har på forhånd tilsluttet sig den nye aftale. Og første buslinje, der etableres ved hjælp af den nye rammeaftale, forventes at blive linje 18, samt linje 2A, som på baggrund af et nyt udbud kommer i drift som 18 meter led-elbus i slutningen af 2019. Ballerup Kommune og Egedal Kommune har også vist interesse for aftalen.

Movias bestyrelsesformand Kirsten Jensen er meget tilfreds med, at Movia har etableret en aftale, der gør det lettere for kommunerne at nå det fælles klima- og miljømål:

”Movia arbejder for at levere klimavenlig mobilitet til gavn for byer, virksomheder og borgere. Med aftalen med Siemens har vi banet vejen for elbusser på hele Sjælland. Det øger tempoet i den grønne omstilling af busserne, som vi har arbejdet hårdt for i flere år. Det er virkelig meget glædeligt”, siger Kirsten Jensen.

Siemens ser også frem til at hjælpe kommuner og regioner til en smidig og effektiv grøn omstilling.

”Vi er stolte af, at kommuner og regioner nu får lettere adgang til at vælge elbusser. Vi leverer en klimavenlig pakkeløsning, der med standardiserede el-ladestandere giver alle aktører sikkerhed for, at ladeinfrastrukturen er i orden, så elbusserne bliver stabile og konkurrencedygtige i drift”, siger Steen Nørby Nielsen, direktør i Siemens Mobility.

Movia har efter udbud tildelt kontrakten til én leverandør: Siemens. Rammeaftalen løber i tre år med mulig forlængelse i fem gange ét år.

 

Kontakt


Movia presse og kommunikation: Tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk
Pressechef, Siemens, Rasmus Windfeld, tlf. 40446060, rasmus.windfeld.ext@siemens.com


Fakta

  • Siemens er blevet tildelt kontrakt efter udbud. Movia modtog tre tilbud med en gennemgående høj kvalitet. Siemens har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud.
  • Siemens står for levering og opsætning af ladestationerne, vedligeholdelse og levering af elektricitet i hele kontraktperioden. Siemens leverer også al service gennem sin serviceorganisation, som i dag er ansvarlig for servicen hos blandt andet jernbaneinfrastrukturen hos Banedanmark, lokomotiver for DB Cargo, Storebæltsbroen, bagagehåndteringen i Københavns Lufthavn med flere.
  • Med rammeaftalen opnår Siemens eksklusivitet for etablering og drift af ladestationer i byrummet og leverance af el gennem kontraktperioden til brug for kollektiv rutekørsel foranstaltet af Movia.
  • Rammeaftalens størrelse forventes at udgøre ca. 100 mio. kr. samlet set.
  • Rammeaftalen løber i tre år med mulighed for forlængelse i 5 x 1 år. De enkelte ”opstillingsaftaler” der iværksættes i løbet af rammeaftalen løber separat i op til 12 år og følger busoperatørens specifikke kontrakt.
  • Movia er blandt de første i Europa til at lave en rammeaftale som omhandler opstillingen af infrastruktur i byrummet.
  • Rammeaftalen anvendes fra Movias udbud A17, hvor der stilles krav om nulemission på linje 2A, linje 18 og linjerne 147, 156 og 157. A17 har driftsstart i december 2019.

 

Infografik og billeder


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.