Anlægspulje til projekter i den sjællandske region

24. apr 2018

MOVIA NYT: Der er nu åbnet for den puljen på 725.000 kr. til medfinansiering af projekter, der modvirker eller reducerer trængsel, øger klimavenlighed, styrker sammenhæng og forbedrer venteforholdene for borgerne i den store sjællandske geografi.

I 2016 etablerede Movia en anlægspulje til medfinansiering af projekter, der understøtter og forbedrer busdriften på Sjælland og øerne. For tredje gang er anlægspuljen nu åben. Puljen har ansøgningsfrist 1. december 2018 og en økonomisk ramme på 725.000 kr. Pengene er som følge af puljens fordelingsnøgle øremærket til medfinansiering af anlægsprojekter i Region Sjællands område.

Kommuner, regioner, Lokaltog A/S og øvrige vejmyndigheder har mulighed for at søge anlægspuljen. Der kan søges om medfinansiering til projekter, der med fremkommelighedstiltag modvirker eller reducerer trængsel, gør den kollektive transport mere klimavenlig, giver bedre venteforhold, eller styrker sammenhængen og sikrer lettere skift for passagerne i den kollektive transport.

Yderligere information om puljen kan findes her. På siden findes også det materiale der skal bruges til at søge puljen.

Movia har i de to første ansøgningsrunder udmøntet 2,9 mio. kr. Ved de tidligere ansøgningsrunder, har Sorø Kommune modtaget 75.000. kr. i støtte til et stoppestedsprojekt, Solrød Kommune har fået tildelt 300.000 kr. til et terminal- og byudviklingsprojekt ved Havdrup Station, Helsingør Kommune har fået 375.000 kr. i støtte til en opgradering af venteforholdene ved de største ikke-reklamefinansierede stoppesteder og Ballerup Kommune har fået 2,1 mio. kr. til et fremkommelighedsprojekt ved Malmparken.

Movias bestyrelse har den 4. april 2018 besluttet at gennemføre en tredje ansøgningsrunde til anlægspuljen, og det er bestyrelsen der i sidste ende træffer beslutning om, hvilke projekter der modtager støtte. Fordelingen af anlægspuljens midler offentliggøres senest 1. april 2019.

Movias anlægspulje blev oprettet af bestyrelsen i oktober 2015 med en økonomisk ramme på 3,6 mio. kr. Finansieringen kom fra provenuet ved et ejendomssalg på Egegårdsvej 5 i Rødovre, som bestyrelsen besluttede skulle bruges til medfinansiering af konkrete anlægs-projekter, der kan styrke busbetjeningen og lokalbanerne.


Yderligere information om hvilke projekter der kan søges om kan fås hos

Peter Rosbak Juhl prj@moviatrafik.dk eller Jesper Fønss jf@moviatrafik.dk fra Movia

 

 

 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.