Blafferstop og plustur kan være vejen til bedre mobilitet på landet

01. feb 2019

MoviaNyt: Man skal kunne bo og arbejde overalt på Sjælland. Også der, hvor der er lidt længere mellem husene. Her kan blafferstop, nabosamkørsel og plustur spille en afgørende rolle. Det var nemlig nogle af de emner, som deltagerne på et inspirationsmøde om mobilitet på landet selv fremhævede som mulige løsninger. Movia afholdt 17. januar 2019 mødet for omkring 60 trafikplanlæggere, landsbykoordinatorer og andre med interesse for mobiliteten, der hvor der er længere mellem husene.

Vi ved, at borgerne er glade for det kollektive sikkerhedsnet af tog, busser og flextrafik, der understøtter hverdagsliv. Men drømmen om det gode liv på landet kan kun understøttes og udvikles hvis borgere, virksomheder og trafikselskaber arbejder sammen. Movia afholdte derfor 17. januar en inspirationsdag, som tog hul på, hvordan vi i fællesskab styrker den kollektive mobilitet uden for de store byer.

På dagen havde Movia inviteret en række oplægsholdere som lagde op til diskussion om alt fra delebiler til landsbybusser og blafferstop. Du kan se programmet for dagen her.

Til inspirationsdagen pegede deltagerne især på tre koncepter, som de gerne vil arbejde videre med i kommunerne:

  • Samkørselsordninger. Deltagerne på Movias inspirationsmøde var især interesserede i at arbejde videre med, hvordan man kan samkøre til arbejde, fritids- og børneaktiviteter.

  • Blafferstop. Organisationen Blaffernationen holdt oplæg opsættelse af blafferstop, og til inspirationsdagen var der stor interesse for, hvordan man kan opsætte og promovere blafferstop i kommunerne.

  • Plustur. Det sidste emne som deltagerne fremhævede som en løsning de gerne vil arbejde videre med var plustur. Plustur er som forsøg en del af rejseplanen i fem kommuner. I de fem kommuner vil man derfor automatisk blive tilbudt plustur, når bus og tog ikke dækker rejsen eller ikke rækker hele vejen. Er plustur en mulighed, vil plustur fremgå af rejseoversigten i rejseplanen.


Vil du være med?

Movia opstarter nu i samarbejde med Region Sjælland et program, som giver økonomisk støtte til at gennemføre lokale projekter, der styrker kollektiv mobilitet udenfor de store byer. Movia opstarter en dialog med alle kommunerne i Movias område om hvilke løsninger, de gerne vil udrulle, og man har som kommune mulighed for at blive bragt sammen i en gruppe på tværs af kommuner, hvor man kan dele erfaringer og løsninger.

Arbejder du i en kommune, og vil du gerne have mere information om, hvordan du bliver en del af projektet mobilitet på landet, er du velkommen til at kontakte Søren Fischer fra Movia på SJE@moviatrafik.dk.

 

 

 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.