Bred opbakning til at harmonisere taksterne på Sjælland

17. dec 2015

Det bliver fremover nemmere og enklere for passagererne at finde billigste billet til bus, tog og metro. En model for at harmonisere taksterne på Sjælland får bred politisk opbakning. Der er tale om en af de største reformer af priserne i kollektiv trafik siden 70’erne.

Trafikselskabet Movia har i tæt samarbejde med DSB, Metro, Trafik- og Byggestyrelsen og Transport- og Bygningsministeriet besluttet en gennemgribende reform af taksterne i den kollektive trafik på Sjælland.

Der er tale om en af de største reformer af priserne i kollektiv trafik siden 1970’erne.

”Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at få bred opbakning til en historisk stor harmonisering af taksterne på Sjælland. Vi har sammen sikret et klart grundlag for at harmonisere taksterne for de mest brugte billetformer – rejsekort periodekort og enkeltbilletter”, siger Movias bestyrelsesformand og borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen.

”Takst Sjælland 16” hedder modellen, der imødekommer Rigsrevisionens berettigede kritik af ugennemsigtige og ulogiske priser i kollektiv trafik.

Movia fik i efteråret politisk mandat til at stå i spidsen for arbejdet med at harmonisere priserne på Sjælland, hvor 70 pct. af alle rejser med kollektiv trafik i Danmark gennemføres. Movias bestyrelsesformand lægger vægt på, at priserne nu bliver gennemskuelige.

”Passagerene kan regne med, at rejsekort altid er billigst, med mindre man rejser mindst 26 gange om måneden på samme strækning – så skal man have et periodekort”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Der foretages omkring 300 mio. rejser med kollektiv trafik på Sjælland om året.

En harmonisering af taksterne omfatter i første omgang 80 pct. af rejserne. Pensionister og unge kommer med i 2. etape, når der er gennemført en tilsvarende grundig analyse af de to områder.

97 pct. at alle rejser berøres stort set ikke med harmoniseringen. Blot tre pct. af rejserne vil få prisstigninger på over fem pct.

Transport- og Bygningsministeriet igangsætter nu sammen med Movia, DSB og Metro en gennemgang af trafikselskabernes it-systemer for at sikre, at de nødvendige billet- og salgssystemer understøtter den nye takststruktur, så passagererne får en god oplevelse fra start.

”Det vi laver, skal laves ordentligt, så vi kan være sikre på, at der ikke er it-mæssige vanskeligheder, der kan skygge for en i øvrigt fornuftig reform”, siger Thomas Gyldal Petersen.

 

Yderlige oplysninger: Movia Kommunikation- og presse: Tlf.: 36 13 20 10


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.