DOT styrker tilstedeværelse på sociale medier med egen Facebook

26. apr 2017

MOVIA NYT: Passagererne i den kollektive transport har nu også én fælles indgang til bus, tog og metro på de sociale medier. 3. april i år lancerede DOT nemlig en fælles Facebookside, hvorfra DSB, Metroselskabet og Movia kommunikerer direkte til passagererne.

Selskaberne vil over de kommende måneder flytte aktiviteten over på DOTs Facebookside i takt med, at eksisterende følgere på selskabernes egne Facebooksider får øjnene op for DOT. Tilgangen skal sikre en god start på DOT Facebook og at de store følgerskarer, der er oparbejdet gennem lang tid på henholdsvis DSBs, Metroselskabets og Movias Facebooksider ikke tabes på gulvet. 

Movia går foran og lukker egen Facebookside ved udgangen af april i år efter en overgangsperiode på en måned.  De nuværende 17.000 følgere på Movias Facebookside bliver løbende informeret om den nye DOT Facebookside og opfordres til at følge siden.

DOT er et samarbejde mellem DSB, Metroselskabet og Movia, og er passagerernes samlede indgang til information om den kollektive transport på Sjælland og Øerne. Med den fælles Facebook har DSB, Metroselskabet og Movia udvidet og styrket DOT og lagt rammen for en klar tilstedeværelse på et af de sociale medier, som benyttes allermest af passagererne.  

På DOTs Facebookside vil følgerne få ugentlige opslag med nyheder og information om den kollektive transport, ligesom de vil kunne få svar på spørgsmål og henvendelser om både bus, tog og metro. Den fælles Facebook skal dermed bidrage til at sikre en bedre sammenhæng mellem transportformerne i den kollektive transport, og derigennem øge kvalitetsopfattelsen blandt passagererne.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.