Dronningens fortjenstmedalje til trafikkontrollør i Movia

19. mar 2018

Trafikkontrollør i Movia, Peter Kertesz, har arbejdet i den kollektive transports tjeneste i 40 år. Og i dag fik den 61-årige trafikkontrollør overrakt dronningens fortjenstmedalje i sølv af Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Selvom Peter Kertesz har arbejdet i trafikselskabets tjeneste i 40 år, var i dag lidt ud over det sædvanlige. I dag fik Peter nemlig et fornemt bevis for de mange års tro tjeneste, da Movias administrerende direktør overrakte dronningens fortjenstmedalje i sølv.

En glad og stolt billetkontrollør fik hermed det fysiske bevis for, at han har bidraget positivt til den kollektive transport. Og Peter Kertesz kan nu se frem til, at han personligt skal møde op og takke dronningen for hædersbeviset.

”Det er ikke hver dag, man får sådan et skulderklap. Så jeg er da stolt af fortjenstmedaljen, og vil gerne møde personligt op og sige dronningen tak for den,” siger Peter Kertesz.

I dag er en af Peters hovedopgaver at holde styr på de 1.500 count-down-moduler, udskifte batterier mv. og sørge for, at passagererne kan se realtiden på standerne. Derudover holder Peter øje med, at busoperatørerne har orden i deres reserve-rejsekort-udstyr, så busserne hurtigt kan køre i garage og få udskiftet ’gearet’, hvis rejsekortstanderne i busserne bryder ned.

Peter Kertesz startede sin karriere som buschauffør hos HT i Gladsaxe kommune i december 1977, hvor han i fem år kørte bus i Herlev, Gladsaxe, Lyngby og Bagsværd.

I 1982 skiftede Peter til billetkontrollør, et arbejde han passede fornemt i godt ti år. Og i 1992 blev Peter udnævnt til trafikkontrollør, hvilket han er i dag.

Han har i de seneste år bidraget væsentligt til opsætning af stoppestedsstandere i Roskildeområdet. Senest var han med til at sætte nye stoppestedstavler på samtlige stoppesteder på Vest- og Sydsjælland.

Af kolleger bliver Peter opfattet som venlig, meget hjælpsom, omgængelig. Og så siger han tingene ligeud – og gerne tilsat lidt humor.

Privat er Peter gift, bor i Taastrup og har tre voksne børn.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.