DRs seere bakker op om Flextur

15. maj 2017

MOVIA NYT: I oktober sidste år blev Movia kontaktet af Danmarks Radio, som ville have Flextur med i udsendelsen ”Spild af dine penge”. Af de i alt 9 cases, som var med i programmerne, fik Flextur blot 2 pct. af stemmerne. Flextur er dermed den case, som DRs seere synes, er mindst spil af offentlige skattekroner.

I oktober sidste år blev Movia kontaktet af Danmarks Radio, som ville have Flextur med i udsendelsen ”Spild af dine penge”. Programserien går på jagt efter spild af offentlige penge med afsæt i en række cases, der nomineres til ”årets spild” pris. Når programmerne har været vist, stemmer seerne om, hvilket spild, de synes er værst. I slutningen af april rullede udsendelsen, hvor Flextur var med, ud over tv-skærmene i bedste sendetid.

Afstemningen lukkede 8. maj. Og ud af de i alt 9 cases, som var med i programmerne, fik Flextur blot 2 pct. af stemmerne. Flextur er dermed den case, som DRs seere synes, er mindst spil af offentlige skattekroner.

Det er positivt, fordi Flextur spiller en afgørende rolle for den kollektive transport, særligt i landdistrikterne og for en meget stor gruppe af mobilitets-svage borgere (+ 70 år) i samfundet.

Både formand for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget Johannes Hecht-Nielsen fra Helsingør Kommune og formand for Teknisk Udvalg Søren Revsbæk fra Næstved Kommune medvirkede i udsendelsen og forklarede fordele og ulemper ved Flextur.

Samlet er Flextur økonomisk sund fornuft. I april 2013 udarbejdede Deloitte en rapport for Finansministeriet som viste, at koordination af kørslen i Flextrafik-ordningerne rummer betydelige rationaliseringsgevinster for kommunerne. Faktisk så tydelige, at en del af dem blev lagt ind i den årlige økonomiaftale mellem KL og staten. Økonomiaftalen betød, at kommunerne over en fire årig periode skulle høste besparelser på 430 mio. kr. ved at koordinere kørslen med borgere til læge, speciallæge, bandagist m.m. f.eks. via trafikselskaberne. Den forpligtelse har kommunerne levet op til.

KLs formand for Teknik- og Miljøudvalget Jørn Pedersen har tidligere i en kommentar 26. august 2016 slået fast, at "Flexture er afgørende for kommunernes muligheder for at tilbyde fornuftig og økonomisk effektiv kollektiv transport i mange områder”.  

Dommen fra både seerne og kommunerne er tydelig. Flextur er en vigtig og fornuftig velfærdsservice.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.