Færre klager over den kollektive transport og Movia

03. maj 2016

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro har oplevet et fald i antallet af klager fra passagererne

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, der behandler klager fra passagerer over problemer oplevet i bus, tog eller metro, oplevede i 2015 et fald i antallet af klager.

Ankenævnets årsberetning 2015 er udkommet og af den fremgår, at antallet af klager til Ankenævnet er faldet med 15 pct. på et år – fra 368 sager i 2014 til 313 i 2015. Klager vedrørende Movia er halveret i samme periode. Fra 58 nye klager i 2014 til blot 26 nye klager i 2015. Der er modtaget fire nye klager vedrørende Lokaltog A/S, 217 nye klager vedrørende Metroselskabet og 39 nye klager vedrørende DSB, inklusive DSB Øresund og DSB S-tog.

30 pct. af klagerne i 2015 vedrørte rejsekort. Det er en stigning på 8 pct. i forhold til året før, og skyldes formentlig, at flere passagerer bruger rejsekort efter udfasningen af klippekortet 30. juni 2015 i hovedstadsområdet, ligesom rejsekort generelt oplever en tilgang af nye brugere over hele landet.

Ankenævnet har gennem de senere år fastlagt en fast praksis for flere sagstyper, f.eks. sager om kontrolafgifter. Den faste praksis kommunikeres via Ankenævnets hjemmeside, hvor passagernes anbefales at læse afgørelserne, inden de klager. Det antages, at dette er medvirkende til, at antallet af klager til Ankenævnet er faldet siden 2014.

Læs mere her:

Ankenævnet for Bus, Tog og Metros hjemmeside

Læs ankenævnets årsberetning 2015


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.