Flere meget tilfredse passagerer i Movias busser

12. mar 2015

Passagerne i Østdanmark er godt tilfredse med at køre med bus. Det viser en kundeundersøgelse, som Epinion har lavet for Movia

Passagererne i Movias busser bliver året rundt spurgt til deres tilfredshed med både den aktuelle tur og med rejsen som helhed. Kundetilfredshedsmålingerne er et af de vigtigste redskaber til at sikre, at busoperatørerne leverer den kvalitet, som er aftalt i kontrakterne om buskørsel. Herudover bruger Movia resultaterne til at forbedre den service, som trafikselskabet tilbyder sine passagerer, f.eks. trafikinformation og køreplanlægning.

Den samlede tilfredshed er på 95 pct., fordelt på 21 pct. meget tilfredse og 74 pct. tilfredse. Det er en stigning af andelen af meget tilfredse i forhold til 2013.

Myten om den sure chauffør er død
En af hovedpointerne fra kundeundersøgelsen er, at passagerne er tilfredse med chaufførerne. Hele 96 pct. svarer, at de er tilfredse med chaufførens kørsel og heraf er 40 pct. meget tilfredse. Det er en forbedring på 8 procentpoint i forhold til 2013. Samtidig er 92 pct. tilfredse med chaufførens service og fremtræden, heraf er 47 pct. meget tilfredse. Chaufførens service og fremtræden er således det målepunkt, som har den højeste andel af meget tilfredse kunder.

”Vi arbejder generelt på at fastholde den høje tilfredshed og med at øge andelen af meget tilfredse passagerer. Derfor er det positivt, at vurderingen af chauffører er så høj som den er, da de er den kollektive trafiks ansigt”, siger Eskil Thuesen, centerchef i Movia.

Skift mellem transportmidler betragtes af mange passagerer som en kritisk del af rejsen. 89 pct. er tilfredse med antallet af skift, heraf er 33 pct. er ”meget tilfredse” med antallet af skift. Kommunerne, baneselskaberne og Movia arbejder løbende på at forbedre rammerne for skift og dermed på at gøre de nødvendige skift hurtigere og smidigere. Aktuelt gælder det bl.a. projekterne omkring stationerne ved Nørreport og i Køge.

Baggrund
32.125 personer er i løbet af 2014 blevet interviewet af Epinion om tilfredsheden med deres bustur. Det er primært pendlere, idet omkring 46 procent har sagt, at de bruger bussen til og fra skole eller arbejde. Mere end halvdelen af de adspurgte bruger bussen fem dage eller mere om ugen.


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.