Forsøg med flextur i Rejseplanen skal forlænge rækkevidden af bus og tog

23. maj 2018

I Kalundborg og Roskilde Kommuner kan man nu bruge flextur sammen med bus og tog de steder, hvor bus og tog ikke rækker hele vejen. Flextur er nemlig blevet en del af Rejseplanen i de to kommuner som et forsøg. På sigt er det tanken, at ordningen skal gælde i alle 32 kommuner på Sjælland, der tilbyder flextur.

Det er væsentligt for alle at kunne komme frit omkring i hele den sjællandske geografi. Men det er ikke altid, at bus og tog rækker hele vejen til sommerhuset, campingpladsen eller gården. For at give mere kollektiv transport der, hvor der ikke kører så mange busser i timen, er Movia derfor i samarbejde med Roskilde og Kalundborg Kommuner gået i luften med et pilotforsøg, hvor flextur er lagt ind i Rejseplanen.

Som noget nyt vil du i Kalundborg og Roskilde Kommuner blive tilbudt flextur, hvis bus og tog ikke rækker hele vejen. Flexturen vil starte ved din havelåge, og køre dig til et særligt udvalgt skiftested, hvor du nemt kan komme videre med bus og tog – eller omvendt. Det er Rejseplanen, der sørger for at kombinere de forskellige transportformer, flextur, bus og tog, så du får den mest optimale rejse hele vejen.

Rejseplanen er en af danskernes foretrukne apps og derfor arbejder Movia for, at man kan booke flextur via Rejseplanen. Målet med forsøgsordningen er, at alle kan få et stoppested der, hvor de bor eller der hvor de skal hen – også et stykke væk fra de store busruter eller togstationer. Det kan bringe den kollektive transport tættere på alle borgere på hele Sjælland.

I Kalundborg Kommune skaber de nye valgmuligheder glæde:

"Det er væsentligt, at alle kan komme frit omkring i hele kommunen. En rejse, hvor man kombinerer flextur med bus og tog vil alt andet lige tage længere tid end en rejse, hvor man udelukkende benytter flextur. Men den bliver også billigere for den enkelte borger på længere ture. Jeg synes, det er godt med så mange alternativer som muligt", siger borgmester i Kalundborg, Martin Damm.

I Roskilde Kommune er man også glad for at kunne tilbyde flextur i Rejseplanen:

”Vi har brug for en stærk kollektiv transport, så vi hurtigt og sikkert kan komme i skole, på arbejde og til fritidsaktiviteter. Med flextur i Rejseplanen så forlænger vi bussens og togets rækkevidde, så flere kan få glæde af den kollektive transport til gavn for vores klima og miljø”, siger borgmester i Roskilde, Joy Mogensen.

 

Flextur i Rejseplanen bliver testet de kommende måneder i Roskilde og Kalundborg Kommuner.

 

Fakta:

  • Flextur kan benyttes i de tilfælde, hvor bus eller tog ikke kører hele vejen og er et supplement til den øvrige kollektive transport, så alle har et stoppested der hvor de bor.
  • Flextur er en del af rejseplanen. Du vil derfor automatisk blive tilbudt flextur, når bus og tog ikke rækker hele vejen. Er flextur en mulighed, vil flextur fremgå af rejseoversigten i rejseplanen
  • Forsøget med flextur i Rejseplanen startede i Kalundborg og Roskilde Kommuner 1. marts 2018.
  • Indtil videre er der blevet bestilt 42 ture med flextur via Rejseplanen i Kalundborg og Roskilde Kommuner.
  • Movia vil løbende sammen med kommunerne evaluere forsøget.
  • Andre steder i Danmark er trafikselskaberne også i gang med at indføre flextur i Rejseplanen og siden januar 2018 har det været muligt for borgere at få tilbudt en såkaldt Plustur i Rejseplanen i alle kommuner i Nordjylland.

 

Kontakt:

Kalundborg Kommune: Borgmester Martin Damm, tlf.: 29 60 90 47

Roskilde Kommune: Borgmester Joy Mogensen, tlf.: 50 52 14 46

Movia, Kommunikation og presse, tlf.: 36 13 20 10


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.