Københavns travleste buslinje bliver C02-neutral i 2017

17. jun 2015

Når de nye busser kommer i 2017, kan de være med til at sætte en ny målestok for, hvordan bustrafikken kan løfte den kollektive trafik

Nye tilpassede gader i Københavns Kommune og nye busser fra Trafikselskabet Movia vil give københavnerne og de 20 mio. passagerer, der årligt kører med linje 5A, en helt ny buslinje, hvor miljø, komfort og trafikinformation er i top.

Det er Arriva, der har vundet udbuddet, og dermed skal køre linje 5A, når den nye kontraktperiode træder i kraft. Buslinjen udvikles til en såkaldt +Way med nye CO2-neutralegasbusser, der forurener langt mindre. Samtidig reducerer de nye busser udledningen af NOx og partikler med henholdsvis 72 og 33 pct. i forhold til de nuværende busser på buslinjen. Desuden forventes en yderligere samfundsmæssig klimagevinst, da anvendelsen af biogas også mindsker udslippet af klimagasser fra landbruget.

- Vi har vision om, at København skal være verdens første CO2-neutralestorby i 2025, og her er trafikken en meget vigtig brik. Linje 5A er en af Nordeuropas travleste buslinjer, og derfor er jeg meget glad for de nye busser. De bliver CO2-neutrale i deres drift og vil også give københavnerne renere luft, siger overborgmester Frank Jensen.

+Way - en ny standard for bustrafik
Med et strømlinet design og bedre plads i busserne får linje 5A den helt nye +Way-standard, der omfatter både gader, busser og stoppesteder.

Frederikssundsvej omlægges for at gøre det nemt for bussen at komme igennem trafikken. Desuden skal de 18 meter lange ledbusser køre på renoverede gadestrækninger på Nørrebrogade og Amagerbrogade.

For at gøre det lettere og hurtigere for passagererne at komme ind og ud af bussen, bliver bussens døre passagerbetjente, sådan som man kender det fra S-togene, og der bliver ind- og udstigning ad flere døre. Inde i bussen får passagererne bedre plads og bedre mulighed for at holde sig opdateret om deres rejse.

Langs ruten anlægges busperroner ved flere stoppesteder, og de vigtigste stoppesteder får digital trafikinformation. Det giver fx mulighed for, at en passager, som venter på 5A, kan se, hvordan metro, S-tog og regionaltog kører. På den måde bliver det lettere for passageren at planlægge eller ændre sin rejse undervejs og få en mere sammenhængende rejse.

- Bag den nye standard på linje 5A ligger et godt samarbejde mellem Movia, kommuner og operatører samt et stort engagement fra særligt Københavns Kommune og Tårnby Kommune. Når de nye busser kommer i 2017, kan de være med til at sætte en ny målestok for, hvordan bustrafikken kan løfte den kollektive trafik på miljøområdet og i forhold til passagerernes rejseoplevelse.Jeg glæder mig over, at vi på den måde og i fællesskab kan udvikle den kollektive trafik, siger Dorthe Nøhr Pedersen, adm. direktør i Movia.


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.