Lokaltogs nye hovedkontor skal ligge i Ringsted

18. maj 2017

Siden 1. juli 2015 har lokalbanedriften på Sjælland været samlet i ét lokalbaneselskab: Lokaltog A/S, som dermed blev Danmarks næststørste jernbanevirksomhed. Lokaltog driver Lollandsbanen, Østbanen mod henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads, Tølløsebanen og Odsherredbanen, Lille Nord, Gribskovbanen mod henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje, Hornbækbanen, Frederiksværkbanen og Nærumbanen og betjener årligt godt 10 mio. passagerer på hele Sjælland og Lolland-Falster

Baggrunden for fusionen af det tidligere Regionstog og Lokalbanen var stigende myndighedskrav til blandt andet jernbanesikkerhed. Samtidig stod de daværende to selskaber over for reinvesteringer i infrastrukturen. Ved at samle selskaberne og de knap 450 medarbejdere fordelt ud over hele Sjælland i ét baneselskab, fik man skabt en endnu stærkere organisation med mulighed for at høste yderligere synergier.

Arbejdet med at fusionere de to selskaber har omfattet alt fra sikkerhedsgodkendelser i tæt dialog med Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, harmonisering af it-systemer og økonomisystemer, samt udarbejdelse af nye trafikkontrakter m.v. Også nyt logo og ny hjemmeside er det blevet til. Næste fase i fusionen er så etableringen af det nye selskabs hovedkontor. Her er valget faldet på Ringsted, som centralt beliggende købstad på Sjælland.

Trafikselskabet Movia besluttede i forbindelse med fusionen i 2015, at det kommende hovedkontor skulle placeres i Region Sjælland. Valget af Ringsted er truffet af Movias bestyrelse.

For hovedparten af Lokaltogs medarbejdere betyder det nye hovedkontors placering ikke en konkret ændring af hverdagen, da deres faste arbejdssted er knyttet til banerne rundt om i landet.

”Lokalbanerne er tæt forankret i lokalmiljøerne og bidrager til at drive trafik ind mod de store købstæder på Sjælland. Vi er derfor også glade for snart at kunne åbne det nye hovedkontor i Ringsted. Ringsted er en moderne handels- og kulturby, der ligger midt på Sjælland. Derfor er det også naturligt, at placere hovedkontoret lige netop her”, udtaler Movias administrerende direktør og bestyrelsesformand for Lokaltog A/S Dorthe Nøhr Pedersen.  

Trafikselskabet Movia er hovedaktionær i Lokaltog A/S, mens Region Sjælland og Region Hovedstaden finansierer lokaltogstrafikken. Region Sjælland har i 2016 brugt knap 186 mio. kr., mens Region Hovedstaden i 2016 har brugt knap 119 mio. kr. på lokaltogtrafik.

Lokaltog forventer at flytte ind i det nye hovedkontor sidst på året.

 

Yderligere information

Movia presse på tlf. 36 13 20 10

 

Baggrund

Lokaltog A/S blev dannet 1. juli 2015 ved fusion mellem Regionstog A/S og Lokalbanen A/S. Movia ejer 75,7 procent af aktierne og er dermed hovedaktionær i selskabet. De øvrige aktier ejes af kommunerne Faxe, Gribskov, Guldborgsund, Halsnæs, Hillerød, Helsingør, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lolland, Odsherred, Slagelse, Sorø og Stevns samt private investorer.

Movia står også for at købe den togtrafik, som Region Sjælland og Region Hovedstaden bestiller hos Lokaltog A/S. Dermed sikres en høj grad af sammenhæng mellem lokalbanerne og bustrafikken.

Movia har endvidere tilsynspligten med Lokaltog A/S. Det betyder blandt andet, at Movia følger op på, om selskabet lever op til Movias kvalitetskrav, og at øvrige ydelser i henhold til kontrakterne leveres som aftalt. 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.