Movia har filmet hverdagen og livet i Holbæk

21. nov 2018

I et nyt biografspot fejres den offentlige transport i Holbæk. Movia har lavet filmen, der har Holbæks egne borgere som ”stjerner”. Filmen er optaget i busser, lokaltog og flextrafik i Holbæk Kommune og er den første i en række af film, som Movia laver om borgere i den offentlig transport i landets kommuner.

Det nye filmspot om den offentlige transport i Holbæk kan lige nu og indtil uge 50 ses i biografen i Holbæk. Med en ”stjernebesætning” af lokale borgere og chauffører, viser den lille 30-sekunders film, hvordan den offentlige transport i Holbæk binder by, land og borgere sammen. 

I filmen fortæller borgerne deres egne små historier fra hverdagslivet i Holbæk, hvor de er på vej til eller fra sommerhuset, byen, rehabilitering, skole og træning. 

Det er Trafikselskabet Movia og DOT, der står bag filmspottet, og Movias kommunikationsdirektør Camilla Struckmann er overvældet over den positive modtagelse fra borgerne i Holbæk.

Det kan godt virke lidt voldsomt, når man tropper op med et filmhold i bus og tog. Men vi er blevet taget virkelig godt imod alle steder. Vi fik indtryk af at Holbæk er en by med et stærkt fællesskab, og derfor håber vi, at der er noget i den korte biografspot, som alle i Holbæk kan identificere sig med”, siger hun og tilføjer:

I Movia vil vi gerne sætte fokus på de mennesker, der kører med os, og på deres historier snarere end på systemer og bustyper".

Movias film om Holbæk er lavet i samarbejde med Holbæk Kommune.

”Vi er meget glade for filmen, fordi den handler om meget mere end offentlig transport. Den handler om kommunens borgere og værdien af den offentlige transport i vores lokalområder. I filmen får vi borgernes historier om både hverdagen og fritiden. Alt dét vi gerne vil give vores borgere en nem transport til og fra, og hvordan det binder det hele sammen”, siger John Harpøth, viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.

Flere filmspots på vej
Det er ikke kun Holbæks borgere, som får glæde af at fortælle deres historier på film. Som del af et pilotprojekt har Movia allerede filmet lignende spots i samarbejde med Hørsholm og Ringsted Kommune.

Senere vil flere kommuner få tilbuddet om en ”kommunefilm”, som fortæller borgernes egne historier om, hvor de tager hen med den offentlige transport.

 

Yderligere information

DOT - Din Offentlige Transport


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.