Movia stopper ikke salget af kontantbilletter i 5A

23. feb 2015

DR oplyser, at Movia vil stoppe salget af kontantbilletter i buslinje 5A. Det er ikke korrekt

Movia besluttede i januar 2015 at fastholde kontantbilletsalget i linje 5A, når det igangværende udbud af kørslen træder i kraft i foråret 2017. Beslutningen tager højde for, at en del passagerer stadig er afhængige af at kunne købe kontantbillet hos chaufføren. Samtidig er salget af kontantbilletter i linje 5A beskedent, og salg af kontantbilletter hæmmer således ikke fremkommeligheden.

Buslinje 5A tilbyder derfor også fremover samme muligheder for køb af kontantbillet, som Movias øvrige busser tilbyder.

Det er korrekt, at Movia har undersøgt, om det ville være en god ide at udfase kontantbilletten. Dette har Movia vurderet ikke var tilfældet, og tankerne om en såkaldt pengeløs buslinje 5A pt. er derfor skrinlagt. Movia følger udviklingen af solgte kontantbilletter og udviklingen i brugen af kontanter i samfundet generelt, hvor kontanter i stigende omfang erstattes af nye og smartere løsninger og teknologier.

Movia forbereder en større opgradering af busbetjeningen på linje 5A i foråret 2017. Det er på den baggrund, at udbudsmaterialet for buskørslen nævner stop for salg af kontantbilletter. Udbuddet nævner også en række andre virkemidler, herunder vejnet, stoppesteder og busmateriel, og disse virkemidler blev det i januar 2015 besluttet at arbejde videre med.

Linje 5A er Nordens største buslinje og havde 20.102.081 passagerer i 2014.


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.