Movia uddeler 2,9 mio. kr. til bedre busdrift i Ballerup, Helsingør, Solrød og Sorø

29. mar 2017

PRESSE: I 2016 etablerede Movia en anlægspulje til medfinansiering af projekter, der understøtter og forbedrer busdriften og det samlede busnetværk på Sjælland og øerne. Som led i udmøntningen af puljen tildeles fire kommuner i 2017 samlet 2,9 mio. kr. til projekter, der giver bedre venteområder og stoppesteder, øger trafiksikkerheden og tiltrækker flere passagerer til den kollektive transport.

Ved den første ansøgningsrunde 1. december 2016 modtog Movia ansøgninger fra Ballerup, Helsingør, Solrød og Sorø Kommuner. Alle ansøgere modtager midler til de ansøgte projekter.

Ballerup Kommune tildeles 2.125.000 mio. kr. til et fremkommelighedsprojekt på Malmparken, som er en vejstrækning, der forbinder Malmparken st. og erhvervsområdet Lautrupgård. Projektet afventer at blive politisk behandlet i Ballerup Kommune.

Fremkommelighedsprojektet er til gavn for de 1340 passagerer, som dagligt stiger af og på busserne på strækningen. Projektet styrker bussernes fremkommelighed og vil betyde, at passagerer kommer hurtigere fra A til B – det gør busserne mere attraktive for passagerne. Fremkommelighedsprojektet i Ballerup Kommune indebærer blandt andet, at busserne prioriteres i signalsystemerne, og at der oprettes særskilte busbaner. Disse tiltag betyder, at busserne kommer lettere gennem trængslen på Malmparken. Tiltagene vil reducere rejsetiden på de 3 regionale buslinjer med flere minutter til gavn for passagererne. Derudover vil stoppestederne mod nord blive samlet et sted, så passagerer får mulighed for bedre at orientere sig ved stationen. Alle tiltagene forventes at bidrage til en passagerstigning på 5 pct.

Helsingør Kommune modtager 375.000 kr. til at opgradere buslæskærme i kommunen. Nordsjællands Park og Vej (NSPV) og Helsingør Kommune bidrager med 500.000 kr. til projektet, som udføres i 2017 og 2018. I projektet bliver der både indkøbt nye buslæskærme, og de nuværende udvalgte buslæskærme renoveres. Movias kundeundersøgelser peger på, at ventetiden opleves kortere, hvis der er gode faciliteter, som f.eks. læskærme ved stoppesteder. En opgradering af læskærmene vil forbedre passagerernes venteforhold og gøre det mere behageligt at vente på bussen. Helsingør Kommune får med anlægspuljen forbedret ventefaciliteterne for busserne i løbet af de næste to år.

Solrød Kommune tildeles 300.000 kr. til et byudviklings- og terminalprojekt ved Havdrup St. Havdrup stationsby har oplevet en stigning i indbyggere de seneste år, og omkring 100 passagerer benytter busserne ved Havdrup st. dagligt. Projekt Havdrup Bymidte handler om at forbedre de trafikale forhold i bymidten, så de virker mere overskuelige og trygge og samtidig skabe et attraktivt offentligt rum med gode passagerforhold for pendlere. Solrød Kommune vil med projektet give bymidten et løft ved at forbedre venteforholdene for passagererne og gennemføre tiltag, som betyder, at busserne får bedre mulighed for at komme frem i trafikken.

Sorø Kommune modtager 100.000 kr. til et trafiksikkerhedsprojekt ved stoppestedet Munke Bjergby. Kommunen vil oprette en buslomme og en sikker adgangsvej til stoppestedet, så sikkerheden ved stoppestedet bliver bedre. Det sker på baggrund af undersøgelser, som Sorø Kommune har foretaget, som viser, at bilisterne kører med høj hastighed på strækningen, og at oversigtsforholdene er dårlige - specielt i vinterhalvåret. Projektet forbedrer trafiksikkerheden for både bilister og for de buspassagerer, som benytter stoppestedet.

Anlægspuljen fortsætter i 2017, hvor de resterende 700.000 kr. er øremærket til projekter i Region Sjælland. Næste ansøgningsfrist er 1. december 2017.

 

Yderligere oplysninger:

Movia Kommunikation & Presse: 36 13 20 10

Ballerup Kommune: Trafikplanlægger Tina Wexøe Ertbjerg, 41 75 01 28

Helsingør Kommune: Trafikplanlægger Carina Botoft, 49 28 24 78

Solrød Kommune: Planlægger Helle Post, 56 18 23 25

Sorø Kommune: Vej- og Trafikplanlægger Ulrik Kolbjørn Seehusen, 57 87 63 65


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.