Movia vil undersøge førerløse BRT-busser fra Malmparken st. til Lautrupgård

24. sep 2018

Movia vil sammen med Ballerup Kommune gerne undersøge mulighederne for at indsætte førerløse busser fra Malmparken st. til erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup. De førerløse busser skal køre i sin egen vejbane, og kan blive det første førerløse BRT-buskoncept i Danmark. Formålet er at reducere trængsel, og gøre det lettere for de mange medarbejdere at komme til og fra arbejde. Og komforten nærmer sig Letbaner.

Erhvervsområdet Lautrupgård i Ballerup er ligesom mange andre steder i hovedstadsområdet udfordret af stigende trængsel. Det giver lange rejsetider, når folk skal til og fra arbejde. Dansk Industri har opgjort, at der årligt spildes 20 mia. kroner ved, at borgerne holder i kø.

Hver dag skal 20.000 borgere til og fra arbejde og studier i Lautrupgård-området. Og da Malmparken station ligger over 600 meter derfra, er mange afhængige af at tage bussen det sidste stykke af vejen til kontoret.

Nu har Movia søgt penge af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens pulje til investering i kollektiv bustrafik til at undersøge, om den kollektive transport til Lautrupgård-området kan styrkes ved at indsætte førerløse busser på deres helt egen vejbane. Der er tale om et BRT-koncept, som står for Bus Rapid Transit, og vil – i fald projektet senere realiseres – være det første forsøg med et førerløst BRT-buskoncept i Danmark og også et af de første forsøg i Europa.

”Som en af landets betydelige erhvervskommuner, har Ballerup Kommune stor opmærksomhed på fremkommelighed for alle trafikanter. Dagligt pendler 35.000 borgere til arbejde i Ballerup. Ballerup Kommune er i tæt dialog med virksomhederne om deres behov og udfordringer. Igennem en årrække har virksomheder og kommune samarbejdet om mobilitet, mhp. at udnytte kapaciteten optimalt. I Ballerup Kommune ser vi frem til at involvere virksomhederne i Lautrupgård-området i arbejde med at kvalificere dette nye tiltag”, siger Carsten Riis, der er direktør for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.

”I Movia er vi optaget af at løse borgernes og virksomhedernes mobilitetsbehov. Trængsel i de store by- og erhvervsområder, som f.eks. Lautrupgård-området, er en stigende udfordring. Derfor vil vi gerne undersøge, hvordan førerløse BRT busser kan få borgerne endnu hurtigere frem til deres arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner”, siger Movias Plandirektør Per Gellert.

Forventningen er, at et førerløst BRT-buskoncept kan give et betragteligt kvalitetsløft for de 3.500 daglige borgere, der dagligt bruger stoppestederne i Lautrupgård: Det bliver nemmere at komme frem, når bussen kan køre i sin helt egen bane, og stoppestederne bygges om til stationslignende forhold med brede perroner, gode venteforhold og et højt niveau af trafikinformation. En sådan løsning kaldes BRT. BRT står for Bus Rapid Transit og er et internationalt buskoncept, som kendes fra europæiske storbyer som Paris og Barcelona.

Førerløse busser er oplagte at teste på BRT-strækninger, da bussen kører adskilt fra den øvrige trafik, og dermed møder færre trafikale forstyrrelser. Strækningen fra Malmparken st. til Lautrupgård er derudover veloplagt, da den er forholdsvist kort – 2km – og med kun én vanskeligt kryds.

 

Fakta - førerløse busser og BRT

  • Movia har søgt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om én million kroner til en forundersøgelse. Undersøgelsen skal klarlægge om førerløse busser som kører i egen bane kan være med til at sikre bedre kollektiv transport til de mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Lautrupgård. Undersøgelsen forventes at starte op i 2019.

  • Førerløse busser er nemmere at implementere når de kører i egen bane, end når de kører i blandet trafik. Det skyldes, at det at bussen kører i sin egen bare gør det enklere og mere sikkert at implementere førerløs teknologi. Lautrupgård vil derfor med fordel kunne fungere som et attraktivt forsøgsmiljø for førerløs busdrift.

  • BRT-konceptet er nyt i Danmark. Københavns Kommune og Movia etablerede den første BRT-lignende strækning i Danmark i 2014. De separate busbaner ligger på strækningen mellem Nørreport St. og Ryparken St. Her kører busserne ca. 2,5 km. helt adskilt fra den øvrige trafik. Samtidig er stoppestederne bygget om til stationslignende karakter med brede perroner, gode venteforhold og et højt niveau af trafikinformation.

  • Movia åbnede sammen med Region Hovedstaden, Region Sjælland og Metroselskabet Danmarks første førerløse bus i rute 28. maj 2018. Bussen kørte 65 dage på Sjællands Universitetshospital, Køge, hvor den har bragt 6.500 patienter og pårørende mellem ambulatorierne i vandrehallen. Det var den første i en række af tre forsøg, som skal samle erfaringer om, hvordan førerløs teknologi giver mere mobilitet til borgerne. Næste forsøg forventes at gå i gang i starten af 2019 på Slagelse Sygehus. Læs mere

 

 

Yderligere oplysninger

  • Movia Kommunikation og Presse på 3613 2010
  • Ballerup Kommune, Presse og Kommunikation, tlf. 4477 2629

Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.