Næste skridt for unge viser vej

06. mar 2017

MOVIA NYT: Når unge viser vej til bedre kollektiv transport er fællesskab, brug af data og deleøkonomi i højsædet. Et landsdækkende undervisningsmateriale skal nu sætte betydningen af god kollektiv transport for unge på dagsordenen.

Hvad sker der, når man samler en masse unge, en gammel bus, en masse værktøj, industrielle designere, dygtige it-undervisere, kreative klimaambassadører og et fokus på mobilitet til og fra ungdomsuddannelser?

Det blev Movia og en bred vifte samarbejdspartnere klogere på, da der blev afholdt en mobilitets-camp for unge under uddannelse i Holbæk og Odsherred 9.-10. februar.

Kreativiteten fik frit løb i en række workshops, hvor idéer og løsninger til at gøre mobiliteten og transporten til uddannelse bedre blev udviklet. Mobilitets-campen blev rundet af med et besøg fra Holbæks Borgmester Søren Kjærsgaard, Odsherreds borgmester Thomas Adelskov og formanden fra Klima- og Miljøudvalget i Odsherred Kommune Morten Egeskov, samt Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen, som tilsammen udgjorde dommerpanelet.

De gode ideer var mange – men campens vinder blev forslag til en udvidelse af rejseplanen, så man kan få push-beskeder på sin telefon om, hvornår man skal ud af døren, for at nå bussen baseret på realtidsdata. Vinderne skal nu på et møde med Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen folde løsningen mere ud.

Øvrige ideer var f.eks. en deleøkonomi baseret aktivitetsbæk til venteområderne med en tilhørende skuffe efter konceptet ”Giv en ting, lån en ting og underhold dig selv, mens du venter”. Holbæk kommune arbejder nu på at få bænken sat op på stationen, som et led i kommunens projekt om midlertidige byrum.

Et andet forslag var etablering af et venteområde, som styrker fællesskab i lokalområdet på tværs af generationer – konkret som et indendørs venteområde drevet af frivillige pensionister. Det bemandede, indendørs venteområde skal give tryghed og god mulighed for, at unge og ældre kan tale sammen.

Arbejdet i mobilitets-campen blev mediedækket af en gruppe unge, som havde til opgave at dokumentere arbejdet på de forskellige workshops. Det er der blandt andet kommet en kortfilm ud af, som kan ses på Movias hjemmeside

Erfaringer fra mobilitets-campen indgår nu i udarbejdelsen af et undervisningsmateriale, som bliver tilgængeligt for ungdomsuddannelser i hele Danmark. Dermed får andre unge mulighed for at arbejde med de samme problemstillinger omkring god transport. Læs mere om Unge viser vej på moviatrafik.dk.

Mobilitetsdagene er en del af projektet Unge viser vej, som er et samarbejde mellem Movia, Holbæk Kommune, Odsherred Kommune, Region Sjælland, Danske Regioner og de fem uddannelsessteder EUC Nordvestsjælland, Holbæks 10. klassecenter, Odsherreds Gymnasium, Slotshaven gymnasium og Stenhus gymnasium.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.