Ny bus- og lokaltogskøreplan fra 30. januar 2017

27. jan 2017

PRESSE: Når busser og lokaltog får ny køreplaner medfører det ændringer på flere buslinjer og lokalbaner. Passagerer kan finde mere information om de berørte linjer og nye køreplaner på dinoffentligetransport.dk og rejseplanen.dk.

Mandag 30. januar 2017 træder en ny køreplan for busser, lokaltog og S-tog i kraft, og det betyder ændringer på en række buslinjer og lokalbaner med alt fra nye afgangstider til ændrede afgange og nye busruter.

Movia tilrettelægger bussernes og lokaltogenes køreplan i samarbejde med DSB, så der sikres bedst mulig sammenhæng på tværs af bus, lokaltog og S-tog. Trods et godt planlægningsforløb op mod køreplanskiftet 30. januar har det desværre været nødvendigt at ændre køreplanerne i sidste øjeblik som følge af det nye signalsystem på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg. Det skyldes, at signalsystemet medfører længere køretid for S-togene på op til 1 til 5 minutter i begge retninger.

For nogle passagerer vil det betyde længere ventetid ved skift mellem bus, lokaltog og S-tog på strækninger mellem Jægersborg og Hillerød. Det gælder særligt passagerer rejsende til og fra Holte og Hillerød station, samt passagerer på strækninger mellem Jægersborg og Hillerød, der rejser aften og weekender. Movia har ikke mulighed for at tilpasse køreplaner til den nye S-togs køreplan med så kort varsel.

Samtidig med køreplanskiftet 30. januar gennemføres de tilpasninger i busdriften, Region Hovedstaden besluttede i slutningen af 2016. Flere natbuslinjer omlægges til at køre som S-busser. Linje 150S, 250S, 350S og 360R får natbetjening, og andre natbusser nedlægges. Man vil fortsat kunne benytte S-tog eller metro. For hovedparten af de passagerer, som skal finde en ny måde at komme fra A til B med kollektiv transport, vil der således være alternative muligheder.

Information om ændringer kan findes på dinoffentligetransport.dk og rejseplanen.dk. Derudover er der information på hængeskilte og infoskærme i busserne, samt på de count down moduler, hvor natbusserne nedlægges og på 200S.

Movia beklager den ulejlighed, som den ændrede køreplan forårsager for passagererne.

 

Yderligere oplysninger:

Movia Kommunikation & Presse 36 13 20 10

Region Hovedstaden pressevagt 70 20 95 88


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.