Nye åbningstider i Movias kundecenter sikrer bedre service

27. apr 2017

MOVIA NYT: For at give en bedre kundeservice på de tidspunkter, hvor den er mest efterspurgt, har Movia besluttet at ændre på åbningstiderne i kundecentret.

Hver uge modtager Movias kundecenter i gennemsnit knap 15.000 telefonopkald fra borgere med spørgsmål til den kollektive transport. 80 pct. af alle telefonopringningerne skal besvares indenfor 2 minutter, lyder målsætningen. Det mål når Movia, når man ser det samlet, men desværre ikke i dagtimerne, hvor de fleste borgere ringer. I aftentimerne er buddet efter Movias kundecenter mindre, og det giver ledig kapacitet ved telefonerne.

For at give en bedre kundeservice på de tidspunkter, hvor den er mest efterspurgt, har Movia derfor besluttet at ændre på åbningstiderne i kundecentret. Fra 1. maj 2017 ændres åbningstiden fra kl. 7.00 til kl. 18.00 i stedet for til kl. 21.30 på hverdage og fra kl. 8.00 til kl. 18:00 i stedet for til kl. 21.30 i weekender og på helligdage, som det har været siden 1998. Undtagelsen er juleaften 24. december hvor Movias kundecenter lukker kl. 16.00 og nytårsdag 1. januar, hvor kundecentret først åbner kl. 10.00.

Samtidig overflyttes personale til dagtimerne, hvor presset på telefonerne er størst. Det betyder bedre service til de mange, der ringer til kundecentret i dagtimerne.

I tidsrummet mellem 18:00-21:30 har Movias kundecenter hidtil besvaret telefonopringninger fra passagerer, som havde spørgsmål til bus og lokaltog i DOT og som ikke selv kunne bruge internet eller app-løsninger. De passagerer, som tidligere har benyttet den sene åbningstid til at ringe, kan nu holde sig opdateret og finde trafikinformation på dinoffentligetransport.dk ellers er de selvfølgelig velkomne til at ringe i dagtimerne.

Movias kundecenter kan kontaktes via Din Offentlige Transport (DOT) http://dinoffentligetransport.dk/kundeservice/kontakt-dot/kontakt/ eller ved at ringe på 70 15 70 00.


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.