Opgradering til R-net giver passagerfremgang på over 40 pct.

28. sep 2017

PRESSE: I december 2016 blev linje 384 opgraderet til linje 365R, som del af Movias R-buskoncept. Den nye linje, som er besluttet og betalt af Fredensborg og Hørsholm Kommuner, er en ægte passagersucces med en passagerfremgang på over 40 pct. på blot seks måneder.

11. december blev linje 384 opgraderet til linje 365R med flere afgange, særligt i weekenden. I Fredensborg og Hørsholm kommuner såvel som i Movia var forventningen, at opgraderingen til R-nettet ville betyde flere passagerer, men passagervæksten overrasker alligevel hos kommunerne og i Movia.

I de første seks måneder af 2017 er det samlede passagertal for linje 365R således steget med 43 pct. i forhold til den nu nedlagte linje 384. Den nye linje 365R kører mellem Kokkedal St. og Fredensborg st. – altså samme rute som den tidligere linje 384. Men de ekstra busafgange har tiltrukket flere passagerer til den nye R-bus. Weekendafgangene er særligt populære med en passagervækst på 275 pct. sammenlignet med den hidtidige buslinje.

Movia rådgiver om og planlægger bus- og lokalbanedrift på Sjælland i tæt samarbejde med kommuner og regioner. Opgraderingen af linje 384 til 365R er resultatet af et godt samarbejde mellem Movia og Fredensborg og Hørsholm kommuner, som nu har gjort det nemmere at komme på tværs mellem Kokkedal og Fredensborg. I Fredensborg og Hørsholm kommuner er man glade for, at borgerne har taget så godt i mod den nye R-bus:

”Udviklingen peger lige nu på, at 365R stiger med 80.000 passagerer i 2017 sammenlignet med det forventede 65.000. Det er meget tilfredsstillende og jeg glæder mig især over, at langt flere af vores borgere dermed har fået et godt og brugbart tilbud i den offentlige transport”, siger Lars Simonsen, der er formand for Plan,- Miljø- og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune.

I Hørsholm kommune siger Udvalgsformand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Peter Antonsen: ”Den tidligere linje 384 havde meget få afgange i weekenderne i forhold til den nye linje 365R. Det er derfor også her, at de største stigninger i passagerantal ses. Det er meget tilfredsstillende, at vi nu i større grad har mulighed for at tilgodese et kørselsbehov i weekenderne

Baggrund:

Det er de to nordsjællandske kommuner Fredensborg og Hørsholm, der har bestilt og finansieret den øgede drift på linjen, som har hævet serviceniveauet og skabt passagerfremgang.

Buslinje 365R er en del af Movias R-net, som er et net af bus og lokaltog, der binder Sjælland sammen med halvtimedrift i dagtimerne og timedrift om aftenen og i weekender. R-nettet hænger godt sammen med regional- og S-tog, for at sikre lette skift mellem bus og tog, og god sammenhæng i den kollektive transport. Enkelheden i R-nettet er attraktivt for passagererne og gør det nemt og gennemskueligt at hoppe på bussen.

Fakta:

  • R-busserne har det fælles slogan ”Det R nemt".
  • I maj 2017 var der over 21.000 passagerer på linje 365R. I sammenligning var der lidt over 13.500 passager på linje 384 i samme periode året før.
  • Linje 365R kører mellem Kokkedal st. og Fredensborg st.
  • Find hele køreplanen for 365R på www.dinoffentligetransport.dk 

Kontakt:

Charlotte Skov, Leder af Team Vej og Park, Fredensborg kommune tlf.: 4849 2070

Jesper Holdflod Pallesen, Pressekoordinator, Hørsholm kommune, tlf.: 7256 2420

Movia, Kommunikation og presse, tlf.: 36 13 20 10


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.