Pas på Manya og Joachim, de er nye i trafikken

03. aug 2015

Mange små børn starter i 0. og 1. klasse i august. Det stiller store krav til både billister og forældre om at passe godt på de små nye elever og være ekstra opmærksomme ved skolestart

Kampagnen ”Pas på mig, jeg er ny i trafikken” skal hjælpe både børn og voksne med at sikre, at også de små nye skolebørn kan færdes trygt i trafikken.

Når de nye elever starter i 0. og 1. klasse i august skal de blandt andet lære, hvordan de kommer sikkert i skole hver dag. Det kræver øvelse at blive en god trafikant. Derfor er det vigtigt, at børnene lærer, hvordan man færdes sikkert i trafikken. Og hvis vejen til skole foregår med bus, skal de små også lære, hvordan man tager bussen.

”Børnene får en bedre oplevelse af busturen, hvis de fra start bliver fortrolige med bussen. De skal lære, at stige på og af ved det rigtige stoppested og have billetten, rejsekort, eller skolekort klar, inden de stiger på bussen,” forklarer centerchef i Movia, Søren Englund.

 

Gode råd

1.  Træn skolevejen med bus, på cykel eller til fods med dit barn både inden skolestart
og i løbet af skoleåret.

2.  Fortæl dine børn, at de skal trykke ’stop’ i god tid, inden de skal af bussen.

3.  Vis dine børn, hvordan de skal holde øje med cyklisterne på cykelstien, både når de stiger på og af bussen.

4.  Fortæl dine børn, at de skal vente med at gå over gaden, til bussen er kørt.

5.  Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er f.eks. via gangbroer, støttepunkter og lyssignaler, dér hvor I skal krydse vejen.

6.  Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.

7.  Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.

8.  Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke samme overblik, som du har.

Skolestartskampagnen kører i tre uger fra 3. august 2015, hvor Manya og Joachim kan ses på streamers på bagenden af Movias busser.


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.