Pas på Nora og Mikkel - de er nye i trafikken

02. aug 2016

PRESSE: August byder på sommerfugle i maven overalt i landet, når de nye skolebørn tager hul på deres første skoledag. Det betyder også mange nye børn i trafikken.

August byder på sommerfugle i maven overalt i landet, når de nye skolebørn tager hul på deres første skoledag. Det betyder også mange nye børn i trafikken.

I over 20 år har skolestartskampagnen ”Pas på mig, jeg er ny i trafikken” derfor mindet danskerne om, at med det nye skoleår får vi også et mylder af nye, små trafikanter rundt i trafikken. Skolestartskampagnen skal hjælpe både børn og voksne med at sikre, at skolebørn kan færdes trygt i trafikken.

I år er det Nora og Mikkel som tager hul på deres første skoledag i hhv. børnehaveklassen og 1. klasse efter sommerferien, og som man vil kunne se på ca. 1000 af Movias busser overalt på Sjælland. De skal både lære alfabetet, have en masse nye venner, og så skal de lære at komme sikkert i skole hver dag. Det kræver øvelse, at blive en god trafikant. Derfor er det vigtigt, at børnene lærer, hvordan man færdes sikkert i trafikken.

Her er et par gode råd til forældre, så de nye skolebørn bliver trafik-parate til første skoledag:

  1. Træn skolevejen med bus, på cykel eller til fods med dit barn i god tid inden skolestart og husk at gentage i løbet af skoleåret.

  2. Lær dit barn de basale regler i trafikken. Man skal stoppe ved rødt lys og ved kantstenen, at man ser sig for til begge sider, inden man går over vejen og at man kun krydser vejen på sikre steder, hvor man kan se, hvad der sker osv.

  3. Vælg den sikreste vej til skolen, ikke den hurtigste. En sikker vej er f.eks. via gangbroer, støttepunkter og lyssignaler, dér hvor I skal krydse vejen.

  4. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.

  5. Fortæl dit barn, at man skal trykke ”stop” i god tid, inden man skal af bussen.

  6. Hvis dit barn bruger rejsekort er det også vigtigt, at du viser dem både hvordan de checker-in og checker-ud, når man stiger på og af bussen.

  7. Vis dit barn, hvordan man holder øje med cyklisterne på cykelstien, når man stiger på og af bussen.

  8. Fortæl dit barn, at man skal vente med at gå over gaden, til bussen er kørt.

  9. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke samme overblik, som du har.

Skolestartskampagnen kører fra 1. august 2016 og 4 uger frem, hvor Nora og Mikkel kan ses på streamers på bagenden af Movias busser.


Movia er Danmarks største trafikselskab med godt 220 mio. passagerer på vores knap 450 buslinjer og 10 lokalbanestrækninger fordelt på hele Sjælland, og er ejet af de 45 kommuner og to regioner i Østdanmark. Vi rådgiver om trafikløsninger og planlægger i samarbejde med kommuner og regioner ruter og køreplaner, som skal understøtte kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Vi bistår således kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive trafik fremstår som en attraktiv og miljøvenlig del af den service, som kommuner og regioner tilbyder borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleret af lov om trafikselskaber.