Roskilde i front med miljøvenlige elbusser

09. feb 2018

Roskilde Kommune har taget førertrøjen på, når det gælder grøn omstilling til miljø- og klima-venlige elbusser. Som den første kommune i Danmark har Roskilde valgt at lade de mest benyttede kommunale buslinjer betjene 100 pct. af elbusser. 28. februar bestemmer Roskilde Byråd om eldriften også skal omfatte yderligere syv linjer, så alle bybusser i Roskilde vil være støjsvage og miljøvenlige elbusser fra foråret 2019.

Der er godt nyt på vej til borgerne i Roskilde. For at mindske støj og luftforurening i Roskilde by indsætter kommunen i samarbejde med Trafikselskabet Movia elbusser på de travle bybusser 201 A og 202 A fra foråret 2019. Elbusserne reducerer CO2-udledningen, er støjsvage og udleder hverken NOx eller partikler lokalt. Dermed har Roskilde Kommune lagt sig forrest i den grønne omstilling af kollektiv transport.

Roskilde Byråd mangler endnu at beslutte, om eldriften også skal omfatte alle de andre bylinjer, linje 203, 204, 205, 206, 208, 209 og 212. Det sker på byrådsmødet 28. februar i år.

Movia har netop offentliggjort, at man forventer at tildele kørslen med elbusser i Roskilde til Umove Øst, som er den private busoperatør, der har vundet elbuskørslen i Roskilde.

Roskildes borgmester Joy Mogensen er meget tilfreds med, at Roskilde går helt i front i forhold til grøn omstilling af kollektiv transport.

”Jeg er meget stolt af, at Roskilde har lagt sig i spidsen med grøn omstilling af kollektiv transport. Vi får mindre støj i byen, og passagerne vil opleve en meget behagelig rejse i busserne. Samtidig er det et vigtigt skridt i vores klimastrategi, at vi kan køre med busser, der hverken forurener med NOx eller partikler lokalt”, siger Joy Mogensen.

Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen, er tilfreds med, at Movias udbud hjælper til at få el ind i større skala i den kollektive transport.

”Movia har sammen med kommunerne og regionerne sat et fælles mål om, at busdriften skal være fossilfri allerede i 2030, og vi oplever et stigende ønske fra kommuner og regioner om miljø- og klimavenlige busser. El er en ny teknologi i forhold til busserne, som vi ikke har prøvet i stordrift i Danmark endnu. Det har været et udviklingsprojekt for alle parter at gennemføre udbuddet. Og vi er meget tilfredse med, at vi på den måde har kunnet bistå Roskilde Kommune med at gå i front med omstillingen til elbusser og en grønnere kollektiv transport,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, der glæder sig over det gode og tætte samarbejde med Roskilde Kommune i forbindelse med udbuddet.

Den private busoperatør, Umove Øst, kommer til at stå for driften af de nye elbusser, der bliver opladt på operatørens garageanlæg.

Kontakt
Borgmester Joy Mogensen, tlf. 50 52 14 46
Vejchef Ivan Hyllested Pedersen, tlf. 46 31 37 01

Movia presse og kommunikation: Tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.