Sidste chance for at få pengene retur for ubrugte papklippekort til hovedstadsområdet

29. jan 2018

Siden juli 2015 har mere end 90.000 passagerer sendt deres ubrugte klippekort ind til Movia. Og 56 mio. kr. er blevet sendt den anden vej. Men fra 8. februar 2018 går de farverige papklippekort til bus, tog og metro i hovedstadsområdet for alvor på pension, og det vil ikke længere være muligt at få penge retur.

Passagerer har siden 1. juli 2015 kunne sende deres ubrugte papklippekort ind til Movia, som på vegne af parterne i DOT – DSB, Metro og Movia -  har håndteret opgaven med at refundere ubrugte klippekort.

Papklippekortene til bus, tog og metro i hovedstadsområdet har efter 30. juni 2015 ikke været gyldige som billet og derfor har det været muligt at få pengene tilbage for ubrugte klip, på de klippekort passagererne har haft til overs. Og interessen har været stor. Indtil videre er der blevet betalt mere end 52 mio. kr. tilbage til passagerne, hertil kommer ca. 4 mio. kr. til porto. Langt størstedelen er udbetalt i 2015 med 43 mio. kr.

Det har også været muligt for passagerer i 2015 at donere deres ubrugte klippekort til bus, tog og metro i hovedstadsområdet til Børnehjælpsdagen. Det valgte tusindvis af passagerer at gøre og Movia kunne derfor i januar 2016 overrække en check på 867.087 kr. til Børnehjælpsdagens arbejde med udsatte børn og unge.

Da niveauet var på sit højeste modtog Movia 1.800 breve om dagen. Nu snart tre år senere er interessen stilnet af, og der modtages ca. 50 breve om dagen.

”Mængden af klippekort, som havde gemt sig i skuffer og tasker overraskede os i starten, men det er længe siden. Og 8. februar er sidste chance for at sende sine ubrugte eller delvist brugte papklippekort ind til Movia. Og den frist vil vi godt hjælpe vores kunder med at huske på”, siger kommunikationsdirektør i Movia Camilla Struckmann

Papklippekortene skal være sendt til Movia senest 8. februar 2018 sammen med et udfyldt refusionsskema.

Sådan refunderer du klippekortet:

  • Hent og udfyld et refusionsskema på dinoffentligetransport.dk. Refusionsskemaet kan findes under fanen Kundeservice, hvor der er et menupunkt med titlen refusion af papklippekort.
  • Send det udfyldte refusionsskema sammen med de ubrugte papklippekort til Trafikselskabet Movia, Gl. Køge Landevej 3, 2500 Valby. Att.: ØKO1234 – sidste frist er den 8. februar.
  • Beløbet og udgiften til porto vil blive refunderet til din nemID-konto.
  • Du kan finde mere information på dinoffentligetransport.dk eller henvende dig hos DOT kundecenter på 70 15 70 00.

 

Yderligere info

Movia Kommunikation og presse: Tlf.: 36 13 20 10


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.