Stikprøvekontrol af overenskomster i Flextrafik

11. dec 2017

Movia har fra 2017 indført skærpet kontrol med løn- og arbejdsvilkår hos de operatører, der kører flextrafik for Movia. Et kontrolpanel med deltagelse af arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger har vurderet de første ti stikprøver. Resultatet viser, at kontrol og skarp opfølgning er nødvendigt. Kontrollen fortsætter i 2018.

Et kontrolpanel med deltagelse af arbejdsmarkedets parter har gennemgået de første ti stikprøver, som Movia har foretaget blandt flextrafik-operatørerne. De seneste fire stikprøver er behandlet af Movias kontrolpanel i slutningen af november i år. Ved alle stikprøver har Movia indhentet relevant dokumentation fra operatørerne, f.eks. ansættelseskontrakter og de seneste tre måneders lønsedler for samtlige chauffører. Der er også ført kontrol med, om operatøren overholder den overenskomst, han har oplyst at benytte.

Tre operatører har efter stikprøvekontrol rettet op på forholdene, og den tilladelsesudstedende myndighed er orienteret. Tre andre operatører er efter det seneste møde i kontrolpanelet blevet bedt om at bringe forholdene i orden. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og den relevante kommune er som tilladelsesudstedende myndigheder underrettet herom.

Ved én stikprøve har det vist sig, at der er tvivl om gyldigheden af den overenskomst operatøren oplyser, han benytter sig af. I dette tilfældene afventer Movia svar og afklaring fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

En operatør havde ved stikprøve orden i samtlige dokumenter vedrørende overenskomstforhold mv.

To operatører, der har indgået i stikprøvekontrollen, er af forskellige andre årsager ophørt med at samarbejde med Movia i perioden.

”Vi havde selvfølgelig gerne set et bedre resultat. Men vi er godt tilfredse med det samarbejde, vi har med deltagerne i vores kontrolpanel, hvor vi får fokus på overholdelsen af overenskomster og andre lovkrav til operatørernes forhold, som f.eks. ansættelsesbeviser”, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Hun oplyser, at Movia holder skarpt øje med, at de operatører, som har mangler i forhold til overenskomsterne, får bragt orden i forholdene. Movia sørger desuden for at orientere Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen samt kommunerne, som er de tilladelsesudstedende myndigheder, om de forhold, Movia måtte have fundet ved stikprøvekontrol.

”Årets stikprøvekontroller har vist, at der generelt er mangler i de ansættelsesbeviser, som operatørerne udsteder til chaufførerne. Movia sætter nu ind med ekstra indsats og vejledning til nye operatører om, hvor de finder relevante lovkrav og skabeloner til ansættelsesbeviser”, siger Dorthe Nøhr Pedersen.

Kontrolindsatsen i 2017 bestod af 10 stikprøvekontroller, der har været udført hos små og mellemstore operatører. Movia ønsker at gennemføre flere kontroller i 2018 end i 2017, som led i en styrket indsats.


Fakta
Kørsel af Flextrafik for Movia kan kun udføres, hvis operatøren har en tilladelse. Tilladelse kan være til taxi, bus eller Offentlig ServiceTrafik. Taxitilladelse udstedes af kommune eller hyrevognsnævn, mens tilladelser til bus eller Offentlig ServiceTrafik udstedes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Flextrafik udbydes af Movia til private operatører.

Movias bestyrelse besluttede i december 2016 at indføre skærpet kontrol med løn- og ansættelsesvilkår i Movias flextrafik ved nedsættelse af et kontrolpanel med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

I Movias kontrolpanel deltager ATAX, Dansk Industri, Kristelig Arbejdsgiverforening, KRIFA, Det Faglige Hus og 3F.

Kontakt Movia presse og kommunikation: Tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.