Ta’ bussen frem til midnat

02. maj 2018

Fra maj kan man hver torsdag, fredag og lørdag tage bussen fra Nykøbing til Stubbekøbing og Nysted og hjem igen helt frem til midnat. Det er resultatet af en beslutning i Guldborgsund Kommune, som dermed imødekommer borgerønsker om både at kunne komme med bussen til og ikke mindst hjem fra de mange gode oplevelser kommunen byder på. Den styrkede busbetjening skal gøre det lettere for borgerne på Lolland og Falster at tage en tur i biografen eller nyde en grillaften på stranden uden at skulle bekymre sig om at køre hjem.

Fra maj og i en toårig forsøgsperiode bliver det muligt at tage bussen til de gode oplevelser i Nykøbing, Stubbekøbing og Nysted. Guldborgsund Kommune udvider nemlig i samarbejde med Movia busdriften på linje 730 og linje 736, så de kører helt til midnat hver torsdag, fredag og lørdag på strækningen mellem Nykøbing og Nysted samt Nykøbing og Stubbekøbing Havn.

Det betyder, at borgerne på Lolland og Falster har mulighed for at tage kæresten en tur med i biffen i Nykøbing eller invitere konen ud til en svingom, uden at skulle bekymre sig om at skulle køre hjem igen. Man kan også tage bussen den anden vej og få et godt glas hvidvin eller en god middag i Nysted Havn. Er man ude efter en grillaften kan man benytte sig af den nye grillplads i Stubbekøbing Havn og se solen gå ned over Stubbekøbing strand – eller fra den kommende udkigsbro ved havnen. Alt sammen uden at spekulere på, hvordan bilen skal fragtes hjem igen.

”Vi har mange gode oplevelser og et godt kultur- og restaurationsliv, som vi gerne vil gøre det lettere for borgerne på Lolland og Falster at bruge”, siger udvalgsformand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune Peter Bring-Larsen, og fortsætter: Nu sætter vi ind med busser torsdag, fredag og lørdag helt frem til midnat, så håber vi, at flere får glæde af de mange tilbud i vores kommune”.

”Vi er glade for at kunne være med til at kunne tilbyde borgerne på Lolland og Falster flere busafgange om aftenen. God mobilitet får borgernes hverdag til at hænge godt sammen, og udvidelsen giver samlet set en bedre offentlig transport på Lolland og Falster – til glæde for både borgere og turister” siger Torsten Rasmussen, som er rådgivningschef i Movia

 

Sådan kommer linje 730 og linje 736 til at køre

Linje 730 bliver udvidet med afgangene 22.18 og 23.18 fra Nykøbing til Nysted og 22.47 og 23.47 fra Nysted til Nykøbing hver torsdag og fredag samt 22.15 og 23.15 fra Nykøbing til Nysted og 22.44 og 23.44 fra Nysted til Nykøbing på lørdage.

Linje 736 bliver udvidet med afgangene 22.40 og 23.40 fra Nykøbing til Stubbekøbing Havn og 23.17 og 00.17 fra Stubbekøbing Havn til Nykøbing hver torsdag og fredag samt 22.17 og 23.17 fra Nykøbing til Stubbekøbing Havn og 22.54 og 23.54 fra Stubbekøbing Havn til Nykøbing på lørdage.

 

Kontakt
Movia, Kommunikation og presse, tlf.: 36 13 20 10

 


Movia er Danmarks største trafikselskab med mere end 215 mio. passagerer om året på vores knap 450 buslinjer, 10 lokalbanestrækninger og fem Flextrafik-ordninger. Movia er ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland. I samarbejde med kommuner og regioner rådgiver og planlægger vi kollektiv transport på tværs af bus, lokalbaner og Flextrafik. Den kollektive transport understøtter kommunernes og regionernes visioner for vækst, bosætning, placering af arbejdspladser og mobilitet. Movia bistår kommuner og regioner med at sikre, at den kollektive transport er en attraktiv og miljøvenlig velfærdsservice for borgerne. Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber.