Spring menu over

Lokal virksomhed løfter den kollektive transport med en spritny buslinje i samarbejde med Helsingør Kommune og Movia

13-11-2023
 
Nyhed 13. november 2023
 

Takket være en ny buslinje får medarbejderne på den lokale Helsingør-virksomhed Bavarian Nordic mulighed for at komme hurtigere til og fra stationen i Humlebæk, når de møder ind fra 13. november. Virksomheden har nemlig besluttet at finansiere den helt nye buslinje, 70E, som også kan benyttes af alle andre passagerer.

 
IMG_8306_red.jpg

Copyright: Movia

 

Den nye buslinje er tilpasset togtider, kan afvente forsinkede tog og kører frem og tilbage mellem virksomhed og station. Den er et resultat af det seneste samarbejde mellem en privat virksomhed, Helsingør Kommune og Movia. Bussen er til gavn for medarbejderne og er tilpasset deres mødetider, men den er samtidig offentlig tilgængelig for andre rejsende, den kan findes ved søgning i Rejseplanen, og man skal blot benytte det normale billetsystem.


Det er Bavarian Nordic, der har valgt at finansiere den helt nye buslinje, som vil gøre det lettere for deres medarbejdere at komme til og fra arbejde via Humlebæk St. Virksomheden har en stor afdeling i Kvistgård, og de henvendte sig til Helsingør Kommune med henblik på at forbedre forbindelsen med offentlig transport for deres medarbejdere. Med finansiering fra virksomheden kører der derfor en ny busrute mellem Humlebæk St. og Bavarian Nordic fra 13. november, som sikrer højere frekvens og bedre sammenhæng mellem bus og Kystbanetoget.


"I Movia er vi rigtig glade for at se den her type samarbejder mellem det offentlige og private, der kommer alle til gavn. I en tid med stramme budgetter hos kommuner og regioner, hvor der bliver sparet på busforbindelser, er investeringen fra en lokal virksomhed et godt eksempel på, hvordan offentlige og private samarbejder også skaber sammenhæng for borgerne. Foruden at give Bavarian Nordics medarbejdere mulighed for nemmere at komme til og fra arbejde, vil den nye buslinje 70E også være åben for de andre virksomheder og borgere i og omkring Kvistgård i Helsingør Kommune," siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia.

 
IMG_0236.jpeg

Snoren klippes af Movias adm. direktør, Dorthe Nøhr Pedersen (tv.), Bavarian Nordic COO, Russell Thirsk, Helsingør-borgmester, Benedikte Kiær, og Fredensborg-borgmester, Thomas Lykke Pedersen (th.)

Historisk samarbejde

Det er ikke første gang, at en privat virksomhed tilbyder finansiering af en buslinje. Tidligere i år var det Hillerød-virksomheden Fujifilm, der finansierede ekstra afgange på linje 305 til gavn for deres medarbejdere og lokalsamfundet. Samarbejdet med Bavarian Nordic er til gengæld første tilfælde, hvor der oprettes en helt ny buslinje.


For Bavarian Nordic har forbindelse til og fra arbejde høj prioritet, så de bedre kan rekruttere nye medarbejdere og samtidig hjælpe de eksisterende med nemmere transport.


"Vi er en virksomhed i vækst, og hvis vi fortsat skal tiltrække nye medarbejdere, skal vi blandt andet sørge for, at de kan komme nemt til og fra arbejde. Med denne nye busrute, som vi har fået stablet på benene i samarbejde med Helsingør Kommune og Movia, og som Bavarian Nordic finansierer, giver vi vores medarbejdere en hurtigere forbindelse til og fra Humlebæk St. Det er vi rigtig glade for, kan lade sig gøre, og vi håber selvfølgelig på, at også nuværende medarbejdere, der pendler i deres bil, vil tage en tur med den nye busrute en gang i mellem," siger Rolf Sass Sørensen, Vice President i Bavarian Nordic.


Også i Helsingør Kommune vækker den nye buslinje glæde.


"Vi er i byrådet taknemmelige for, at en lokal stor virksomhed tager et kæmpe ansvar og viser vejen for at nytænke den kollektive transport. Vi er rigtig glade for, at Bavarian Nordic vil finansiere en helt ny buslinje, som ikke kun deres medarbejdere men også Helsingørs borgere i Kvistgård-området kan få gavn af. Dette initiativ vil gøre Kvistgård endnu mere attraktiv for dem, som ønsker at arbejde for en spændende virksomhed som Bavarian Nordic. Når væksten banker på døren, så kan vi ikke vente - og derfor er jeg imponeret over dette initiativ. Tak til Bavarian Nordic," siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.


Buslinje 70E er lavet, så køreplanen passer til mødetiderne for medarbejderne i Bavarian Nordic, der er fire afgange på hverdage om morgenen og om eftermiddagen, bussen kører hver halve time - og så venter bussen på toget i helt op til ni minutter, hvis det er forsinket.


Køreplanen for bus 70E findes på dinoffentligetransport.dk og afgange kan søges frem i Rejseplanen.


Onsdag 15. november blev den nye rute officielt indviet med en kort ceremoni og klipning af snor ved Humlebæk St. og en bustur til og fra Bavarian Nordic i Kvistgård, hvor både presse, medarbejdere, borgmestre og direktører deltag.


Virksomheder, der ønsker at vide mere om finansiering af ekstra busafgange eller buslinjer på Sjælland, kan skrive til raadgivning@moviatrafik.dk - og læse mere her: Bæredygtig Pendling | Movia (moviatrafik.dk)

Fakta

  • Buslinje 70E er dels tilpasset togtiderne på Humlebæk St. og tilpasset virksomhedens medarbejderes mødetidspunkter.
  • Bussen er finansieret af Bavarian Nordic via Helsingør Kommune, og den er planlagt i samarbejde med Movia. Fredensborg Kommune har bl.a. bidraget med stoppested på Humlebæk St., ligesom buslinje 70E også kører i Fredensborg Kommune.
  • Buslinje 70E vil supplere buslinje 353, der i dag kører til virksomheden fra Kokkedal St.
  • Hvis du savner overblik over, hvordan du bedst kan transportere dig bedst til arbejde - og andre steder - har Movia lavet en hjemmeside, hvor du kan se din rejsetid, økonomi, C02-besparelse - alt efter hvordan du transporterer dig til og fra arbejde:
    Tag et klimatjek på Movias hjemmeside her
 
Kontaktinformation

Movia Presse & Kommunikation, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca.180 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri - mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias mobilitetsplan her.