Spring menu over

Movia på charmeoffensiv: Tak, fordi du kører med

21-04-2023
 

"Nyd turen ud i det blå - og friheden til at stå af og på", "Tak for den grønne indsats" og "Tak, fordi du har købt billet". Den slags beskeder kunne passagererne på linje 1A møde på deres tur i sidste uge.

 
Buskarma.jpg

Fotos: Movia

 

Der var nok nogle passagerer, der kiggede undrende på den større gruppe mennesker, der torsdag i uge 15 steg på 1A ved Toftegårds Plads. Med sig havde de gule og grønne sedler, som de hængte op i bussen. Et sjældent syn, men forklaringen bag er god.


I Movia stikker vores chefkonsulenter hovederne sammen fire gange om året for at idéudvikle på, hvad der skal til for at få flere til at bruge den kollektive transport. Udover at lægge planer for fremtiden og sparre med hinanden på tværs af fagligheder tager chefkonsulenterne også ud i virkeligheden og oplever den kollektive transport på egne kroppe. I sidste uge kunne man som passager være heldig at løbe ind dem, da de var ude og sprede god buskarma ombord på linje 1A.

Buskarma2.jpg
 

Nyt perspektiv på arbejdet

Chefkonsulenterne skrev blandt andet hilsner til passagererne på sedler, som bagefter blev hængt op i bussen. Seancen foregik midt i myldretiden, hvilket var en god lejlighed til at hilse på passagerer, som morede sig over flashmob'en. Stemningen var god, solen skinnede, og Movia fik afleveret positive budskaber og taknemmelighed til passagererne på linje 1A.


Én af deltagerne var Frederick Jensen, der til daglig arbejder med data. Han mener, at aktionen har en positiv effekt på ham og kollegerne:


"Det var megasjovt at komme ud i den virkelige verden og møde og snakke med vores passagerer. Én spurgte: "Er I rigtige Movia-ansatte?". "Ja ja, vi er bare kommet ud af kontoret nu, og vi prøver at gøre en ekstra indsats i bussen og sprede god buskarma", siger Frederick Jensen.


"Det giver noget andet at have en dialog med passagererne i bussen, og det er også motiverende, fordi man kan se en større mening med sit eget arbejde. Man ser det i en større sammenhæng, og at folk er glade, når man kommer ud og taler med dem. Det var sjovt både for passagererne, tror jeg, og også for os at gøre det."

IMG_8909.JPEG

Win-win for alle

Frederick Jensens eget budskab lød: "Tak, fordi du gør en forskel. Tag gerne en ven med næste gang." Og selvom han og de andre chefkonsulenter ikke på forhånd havde fået at vide, hvad deres budskaber skulle bruges til, så bragte de smilene frem hos de overraskede passagerer.


"Der sad to piger dér, hvor jeg satte min seddel op. Og der opstod en fin dialog, hvor de spurgte, hvor vi kom fra, og hvad vi var i gang med. De syntes heldigvis også, at det var vigtigt, at man tager bussen. Og de syntes, det var en fed idé, og at vi gjorde det. Jeg tror det kan være "win-win" - både for os og passagererne", siger Frederick Jensen.


Buschaufføren morede sig også over gruppen af muntre chefkonsulenter, der lagde vejen forbi hans bus. Sedlerne blev hængende i bussen, indtil den nåede frem til garageanlægget senere på dagen.

 
Kontaktinformation

Movia Presse & Kommunikation, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca.180 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri - mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias mobilitetsplan her.