Nu behøver du ikke længere have mundbind med i bussen

13-08-2021
 

Fra lørdag 14. august behøver du ikke længere bære mundbind eller visir, når du står op i bus eller tog, og når du står på og af. Det har transportministeriet netop meldt ud i en pressemeddelelse. Mundbindskravet skulle have været lempet 1. september, men nu kan du allerede godt to uger før forventet lade mundbindet blive hjemme.

 
2015_10_27_Movia_bus_københavn_hovedbanen_5A.jpg

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

 

Som led i den seneste udvikling i genåbningen af samfundet er det nu helt slut med krav om mundbind i den kollektive transport. Siden midten af juni har reglen været, at stående passagerer og passagerer, der skal ind og ud af busser, tog, metro skulle bære mundbind. Reglen var planlagt at skulle gælde til 1. september. Men som en naturlig følge af ophævelsen af afstandskravet fra lørdag 14. august, afskaffes kravet om mundbind nu lidt før planlagt, lyder meldingen fra Transportministeriet. 


Hos Movia vil krav om brug af mundbind eller visir derfor ikke længere gælde kunder, siddende og stående personale busser, lokaltoge og flextrafikbiler. Selvom vores personale ikke skal bære mundbind eller visir, tillader vi, at de kan bære det i det omfang, de ønsker det. Det samme gælder naturligvis vores kunder.


I dag skiltes der i transportmidlerne med information på dansk og engelsk om, at kunder skal bruge mundbind, når de står op og ved ind- og udstigning. Fra lørdag gælder dette ikke længere, og Movia vil derfor hurtigst muligt opdatere denne information, så kunderne bliver vejledt korrekt.


De tidligere kapacitetsbegrænsninger i busser og lokaltoge blev ophævet allerede 1. august, hvilket betyder, at alle sæder og alle ståpladser i busser og lokaltoge kan benyttes.  


Movia holder fortsat fast i den ekstra grundige daglige rengøring. Ved midterdøren i bussen kan man som kunde stadig følge med i, hvornår bussen senest er rengjort. Herudover vil chaufføren sørge for god og løbende udluftning af busserne, så alle døre i videst mulige udstrækning holdes åbne, når busserne holder ved stoppestederne. Det betyder i gennemsnit, at alle døre åbnes ca. hvert 3. minut.


"Vi er utroligt glade for dette store skridt tilbage mod en endnu mere normal hverdag for både vores kunder og personale i busser, lokaltoge og i flextrafikken. Kunderne har været enestående til at tage skiftende corona-regler og krav til sig og viser stor omtanke overfor hinanden og overfor vores personale. Det vil vi gerne takke for. I Movia er vi også meget opmærksomme på at holde fast i den gode og trygge oplevelse for kunder og personale, som vi har set under hele corona-krisen. Vi skal fortsætte med at minde os selv og hinanden om de gode spilleregler, vi har lært under corona", siger Movias direktør for Kommerciel & Kunder, Camilla Struckmann.
 

 

FAKTA

Movia følger myndighedernes anbefalinger i den kollektive transport - læs mere på  dinoffentligetransport.dk

 
Kontaktinformation

Movia Presse, tlf. 36 13 20 10, presse@moviatrafik.dk

 

Movia er Danmarks største og grønne mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca. 200 mio. kunder i busser, lokaltog og flextrafik. Alle med hver deres historie. Det bliver til 22.602 historier i timen. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri - mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs vores Mobilitetsplan 2020.